EMNER

Giv børnene bedre forhold

Det er et faktum, at Danmark er verdens 5. rigeste land. Hvordan har vore børn det så i dette rige land? Der er stadig alt for mange børn i vores samfund, der må vokse op under kummerlige forhold. Disse børn, og de voksne ansvarlige omkring dem, skal kæmpe urimeligt hårdt for at bryde den negative sociale arv.

Denne kamp kan ind i mellem synes unfair. Den verserende sag om Anja, der må kæmpe med hjælp fra sin søster, og en advokat, viser med al ønskelig tydelighed, at der er noget helt galt i vore "systemer". Jeg skal med det samme indrømme, at jeg kun kender sagen fra medierne – men det er også galt nok! Anjas far henholder sig til sin "ejendomsret" som forælder. En far, der er dømt for en alvorlig forbrydelse mod sit eget barn. "Systemet" siger: Faderen har ret til samkvem med sin datter, hvad enten hun vil eller ej. Det siger loven. Den ret mener jeg og mange andre, at han for evigt har fortabt. Det må alene være op til Anja, om hun måtte ønske dette. Det kan da ikke blive tale om, at andre skal afgøre dette. Faderen kan overklage en beslutning om, at han ikke får lov til samkvemmet. Det er horribelt, at systemet skal bruge ressourcer på noget sådant. Hvis det er loven, der har afgjort dette, må loven laves om. Anjas sag demonstrerer, at vi bør have en debat om "ejendomsretten" til egne børn i de tilfælde hvor børnene er fjernet fra hjemmet. Jeg tror, der kan findes mange sager, hvor det mere er hensynet til "ejendomsretten" frem for barnets tarv det handler om. Min oplevelse efter samtaler med professionelle plejefamilier er, at de mange "eksperter" i sådanne sager virkelig må anstrenge sig for at finde argumenterne for, at børnene skal tilbage. Jeg mener, at plejefamilien oftest er en langt bedre løsning end institutionerne. De sager, hvor alene et institutionsophold er løsningen, mener jeg ofte kommer af, at man har ventet for længe med at fjerne børnene fra forældrene. Det handler ikke alene om omsorgssvigt i socialt belastede familier. Der er også børn fra "almindeligt velfungerende" familier, der lever i en verden, hvor forældrene ikke tager sig tid til at interessere sig for, hvad deres unger render og laver, når de ikke er hjemme. Gang på gang hører vi i medierne om advarsler fra pædagoger og ungdomskonsulenter. Advarsler om unge eller hele grupper af unge, der dropper ud af undervisningen p.g.a. hashmisbrug etc. Vi har simpelthen ikke råd til, hverken menneskeligt eller samfundsøkonomisk, at for mange i en ungdomsårgang falder fra, og bliver sat, eller sætter sig ud på et sidespor – et sidespor, hvorfra det bliver dyrt at hente dem tilbage. Det er nok rigtigt at samfundet kan ikke frelse alle, men vi har en fælles forpligtelse til at redde så mange som muligt. Her gør vi bare ikke nok som samfund. Forældrene bærer det primære ansvar – altid! Men når det er sagt, må det også konstateres, at samfundet må træde til i endnu højere grad end nu hvis forældrene ikke kan magte opgaven. Det må være bedre at forebygge end at helbrede! Forårets kommende konfirmationstaler til børnene indeholder ofte de kloge ord om, at vi kun har børnene til låns. Intet kan være mere sandt. Vi må til at passe bedre på det, vi låner!