Giv cyklister bedre forhold

Børn skal altid kunne komme sikkert til og fra skole. Jeg har selv været med på tre skolebørns halsbrækkende tur til og fra skole ved Oure på Fyn, og det var faktisk ikke en tur for børn.

Debatindlæg: Pia Olsen Dyhr, partiformand SF, Christiansborg, 1240 København K

SF arbejder benhårdt for bedre cykelforhold i de forhandlinger partierne i Folketinget netop er i gang med på trafikområdet. Skal vi da ikke sikre, at børn kan sætte sig glad op på cyklen og vælge denne super gode transportform, der både giver frisk luft, er god motion og CO2-neutral.

Vi er meget opmærksomme på, at det kræver at børnene, og ikke mindst deres forældre, føler sig trygge ved at vælge cyklen. Derfor har vi længe kæmpet hårdt for bedre forhold for cyklisterne i Danmark, og har haft meget fokus på, at en sikker skolevej er helt afgørende. Vi mener, at cykler, i lighed med biler, skal have lys på i dagtimerne, så ingen sorte spøgelser bevæger sig rundt.

Vi ønsker en øget indsat mod cykeltyverier, vi opfordrer til cykelfremme på arbejdspladserne, forbedringer af færdselsloven til fordel for cyklister, tilskud til cykelbyer og ikke mindst cykelmotorveje, samt flere og bedre cykelstier.

Vi skal simpelthen have folk fra bilen over på cyklen, ikke mindst når børene skal til og fra skole.

Når nu cyklen på SÅ mange områder er så genial, skal vi sørge for at de forhindringer, der ligger på vejen for at låse cyklen op i stedet for bilen, bliver fjernet - her i blandt at skolevejen for børn er sikker. Investeringer i bedre forhold for cyklister er så god en ide at jeg håber, at forhandlingsparterne i de igangværende trafikforhandlinger i Folketinget vil være med til, at satse på og forbedre netop dette område.

Undersøgelser fra Norge viser, at investeringer i cykelinfrastruktur kommer mindst tre gange igen. Det skyldes ikke mindst besparelser i form af lavere sundhedsudgifter og mindre sygefravær. Denne form for helhedstænkning er absolut nødvendig, og bør også tænkes sammen med sikkerhed.