Giv de unge ID-kort

Det er med stor bekymring, jeg læste NORDJYSKE (25.6.).

Jeg er landsformand for Nærbutikkernes Landsforening, som er en landsdækkende brancheforening uden politisk tilhørsforhold. Vi arbejder for alle kiosker og nærbutikker i Danmark. Netop nu står vi overfor en stor udfordring. En aldersbegrænsning har gjort, at unge under 18 år ikke kan købe tobak, lightere og lignende. Man kan stadig fra det 16. år købe alkohol, og det har givet nogle store udfordringer for de butikker og kiosker, der i hverdagen skal håndtere de unge og de regler og dermed kan sætte sig selv i den situation, at loven ikke bliver overholdt, NBL mener selvfølgelig helt klart at loven skal overholdes, det hersker der ingen tvivl om. Problemet ligger i, at de unge ikke har mulighed for at legitimere sig. Et sygesikringskort er uden billede og dermed ikke brugbart, og det er jo de færreste, der render rundt i byen med sit pas for at kunne købe en pakke cigaretter eller en øl. Det er heller ikke alle der har knallert kørekort og studiekort. NBL mener, at vi kan undgå mange konflikter og problemer ved, at alle unge på deres 16 års fødselsdag for udstedt et ID-kort med foto, som skal vises, hvis man vil købe alkohol, tobak eller måske købe en lotto-kupon. Rent praktisk kunne det foregå således, at man kort før sin 16-års fødselsdag modtager et brev, hvor man skal henvende sig til sin kommune med et vellignende billede. På ens fødselsdag får man så tilsendt ID kortet, og det vil spare mange butikker for besvær og utilfredse kunder, hvis ALLE uden undtagelse har sådan et kort. Også hvis alle under 25 år, som eksempel, skal fremvise det for at få lov til at købe varer med aldersbegrænsning. Der er netop nu omkring 66.000 unge, der fylder 16 år om lidt, så det er et problem, som vi slås med hver eneste dag. Jeg vil gerne appellere til politikerne om, at I bakker op om dette initiativ. Jeg mener, at vi alle har et fælles ansvar for, at unge under ikke kan handle de "forbudte" varer. Og for at håndhæve disse regler, ser jeg det som en nødvendighed, at vi får det ID-kort.