Giv dyret en god jul

Glitrende kugler, andet pynt og gavebånd er fristende men farligt legetøj for kæledyrene, så hold det uden for rækkevidde. Arkivfoto

Glitrende kugler, andet pynt og gavebånd er fristende men farligt legetøj for kæledyrene, så hold det uden for rækkevidde. Arkivfoto

Nu er der mindre end en uge til juleaften. Julefrokosterne har stået på længe. Vi samles, sidder i timevis, spiser og drikker godt. Det er jo det, julen går ud på: Samvær, god mad og gaver. Vi elsker det, og selvfølgelig skal vores dyr også mærke, det er jul.¿ eller hvad? Men, hvis vi skal være helt ærlige, så er julen ikke altid den bedste tid for hunden eller katten. Familien har travlt... for at nå at hygge. Al larmen virker stressende, og de fleste katte og hunde bryder sig slet ikke om mange gæster. Men hvordan skal vi så lave en god jul for vores kære dyr? Som det første skal vi prioritere noget tid sammen med dyret! For hundens vedkommende vil en rigtig lang gåtur i skoven (fyldt med spændende dufte!) være ti gange så god som en pakke hundekiks under juletræet. En god trække-leg eller apporterings-leg i parken sammen med de andre hunde vil gøre hunden afslappet og naturligt træt. I stedet for den træthed, der kommer af at rende stresset rundt mellem 16 mennesker, der spiser julemad, synger, danser og pakker gaver ud. Hvis der er mulighed for det, skal man måske endda overveje at lade hunden blive hjemme fra den store julesammenkomst. Lav i stedet en god og aktiv eftermiddag sammen med hunden. Derefter tager man hjem og slapper af en times tid, så hunden falder til ro. Måske falder der lidt ekstra lækkert i madskålen. Derefter kan hunden få et velfortjent hvil, mens familien går til stor julemiddag. Hunden ved jo ikke, det er juleaften. For den er det som enhver anden aften. For kattens vedkommende ligger legeaktiviteterne også højt på ønskesedlen! Legemus eller leg med f.eks. en laserpointer eller fjerkost, kan aktivere kattens jagtinstinkt. Katten får lige så høj spænding ved ¿jagten¿, som den syvårige føler, når han/hun går rundt om juletræet og tænker: ¿Hvem er mon den store pakke til?¿ Et klædeskab foret med tøj eller dyner kan danne en næsten lydtæt hule, som katten kan gemme sig i, hvis der er mange mennesker eller larm omkring katten juleaften. Det trick kan for øvrigt også anbefales til nytårsaften! Mange hunde og katte elsker duften og smagen af fjerkræ og sovs. Men deres maver er ikke gearet til store portioner af den fede julemad. De har bedst af deres normale foder. Jeg ved godt, at mange mennesker alligevel stikker lidt til side til hunden eller katten. Måske skal hele familien aftale, hvad og hvor meget, man giver, så hunden eller katten ikke får fuld portion fra hver gæst. Man kan samle en lille portion lækkert kød eller indmad, som blandes i det normale foder. Men også for hundens/kattens vedkommende bør skindet og fedtet skæres fra. Evt. kan et par spsk. fedtafskummet bouillon/sky fra sovsen hældt over hundens foder også give smag af juleand og flæskesteg. Derefter et godt gnaveben, så er den aften sikret. Glas og gavebånd Julepynt, gavebånd, løse grannåle, blomstrende julestjerner og brændende stearinlys kan være en farlig cocktail, når de mikses med hund og kat. De glitrende kugler og tråde er en stående invitation til leg. Hvis kuglerne er af glas, kan dyrene skære sig på dem, når de ¿leges¿ med og knuses. Nogle dyr spiser gavebåndene, som derefter kan sætte sig fast i svælg og tarm. I værste fald må man derefter til dyrlægen for at få ¿fremmedlegemet¿ opereret ud. Det er ikke godt for hverken dyr eller pengepung! Gran og julestjerner kan dyrene ikke tåle at spise af, og ubeskyttede brændende stearinlys kan nemt svitse et par knurhår eller det, der er værre. Så i det hele taget skal der tænkes utraditionelt, for at holde de ¿farlige¿ ting ude af rækkevidde for hunden og katten ¿ så vi alle får en god jul. Pia Bisgaard, dyrlæge