Giv en lærestreg

Nogle småpiger fra FDF, som NORDJYSKE Stiftstidende fejlagtigt kalder spejdere, selv om de er FDF'ere, blev udsat for et frækt røveri. Et par 15-årige knægte fravristede pigerne de penge, de havde solgt lodsedler for, 600 kroner i alt. Heldigvis er det efterfølgende lykkedes politiet at få hold i de unge tyveknægte.

Røverier 4. november 2011 05:00

Selv om der er tale om et ret beskedent beløb, bør røveriet ikke gå ustraffet hen. Drengene bør have en eller anden form for lærestreg. Efter min mening bør drengene ikendes en form for samfundstjeneste. Efter devisen "noget for noget" kunne de under et passende eftersyn eksempelvis over en periode sættes til at gøre rent i FDF'ernes lokaler. Når denne samfundstjeneste er udført, kan forseelsen - i betragtning af beløbets beskedne størrelse - skrives i glemmebogen, altså uden noget notat i "den sorte bog". For en ordens skyld bør vore aviser skelne mellem FDF og spejdere. FDF-bevægelsen er ældst, idet den kom til Danmark som Frivilligt Drenge Forbund allerede i 1902 som en udløber af den skotske Boys' Brigade. Spejderbevægelsen blev stiftet 1907 af den engelske militærmand Robert Baden-Powell og kom til Danmark i 1909 med Det Danske spejderkorps. Mens alverdens spejderkorps er tilsluttet Den Internationale Spejderbevægelse, kan FDF ikke være medlem dér. Med hensyn til forkyndelse af kristendom for børn og unge er der næppe nogen forskel på denne hos FDF og KFUM- og KFUK-spejderne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...