Giv harddisken en på sinkadusen

Stop tyveknægten med hammer eller boremaskine - Fælles Forbrænding opfordrer forbrugerne til selv at gøre noget for både retssikkerheden og genbrugstanken

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den letteste måde at uskadeliggøre en gammel harddisk på, er at bore et eller to huller gennem selve disken. Man kan dog også bruge en hammer og et søm.

At betjente fra Nordjyllands Politi i to omgange af deres vagtchef fik besked på at lade litauiske tyve gå, efter at de havde taget dem med fingrene nede i it-udstyr på genbrugspladsen i Mejlby, har fået direktør for I/S Fælles Forbrænding i Hobro, Heine Munk til at reagere. For det første har han klaget over politiet, og for det andet opfordrer han forbrugerne til selvtægt ved selv at gøre harddisken ubrugelig, før den afleveres. - Det, jeg frygter, er at folk bliver usikre og bekymrede for at aflevere deres udtjente computere på genbrugspladsen, hvis der er en risiko for, at data, der måtte ligge på harddisken endnu, kan blive set og misbrugt af andre, siger Heine Munk. - Nogle tror, at det er hele kassen med computeren, man skal ødelægge, men det er altså kun selve harddisken, der bør uskadeliggøres, fortæller Heine Munk. - Det bedste og meste effektive er at ødelægge den rent fysisk - ved at hamre et søm i disken et eller to steder, eller endnu lettere at bore et eller to huller med en boremaskine. Så er de mekaniske dele ødelagt, og ingen data kan nogensinde pilles ud af den, forsikrer Heine Munk. Bagefter er det selvfølgelig vigtigt, at man afleverer den ødelagte disk på genbrugsstationen. - Det, jeg frygter mest i denne situation er, at folk bliver usikre og selv skaffer sig af med udstyret enten ved at smide det i skraldespanden eller endnu værre selv at brænde den af, tilføjer genbrugs-direktøren. Harddiskene indeholder en række miljøfjendtlige stoffer, som Fælles Forbrænding ganske vist kan brænde af uden risiko for miljøet, men hele ideen om nyttiggørelse efter affaldsbekendtgørelsen går fløjten, hvis borgerne her griber til selvtægt.