Giv hellere pengene til de fattige i Lyngså?

SOGNEGÅRD:Kirkehus til tre millioner! Kæmpe overskrift – nærmest med Jesusbogstaver i dagens avis. Det var dog en enorm sum at ofre på sølle kirkegængere! Men hvad koster en almindelig villa til en familie i dag? Kan den bygges for de penge? Med de krav, der er til offentlige bygninger, må det vist siges at være beskedent for et kirkehus. Kære Anders – jeg undrer mig over, at en garvet journalist som dig henfalder til så slidte argumenter som dem, du bruger i din kommentar: ”Burde menighedsrådet i næstekærlighedens navn ikke hjælpe der, hvor behovet er størst, give de ældre lidt ekstra hjemmehjælp osv. ” Du ved, at det argument bliver brugt, hver gang, der er debat om en ny svømmehal, et rådhus eller andet. Hvis der altid blev handlet efter den devise, ville samfundet ikke have været nået langt. Vi ville f.eks. ikke have haft et Arena Nord eller en svømmehal i Sæby, for der er jo altid nogle, der trænger. Jeg kender ikke behovet i Lyngså, da jeg ikke bor der, men du, Anders, ved jo godt, at hvis ikke der sker udvikling i landsbyerne, så er der ingen, der vil bo der. Og så synes jeg, din redaktør skylder en forklaring på, hvad han mener med sin insinuation i indledningen: ”Er hjælpen så at placere en række mursten oven på hinanden, lukke af i forhold til det verdslige samfundsliv omkring kirken og slå kreds om sig selv i den klippefaste tro på, at nu er vejen banet for en ny rejsning af kirkelivet i sognet?” Det er fint at sætte fokus på forvaltningen af kirkemidler – men jeg tror, der findes bedre argumenter og vinkler. Svar: Kære Carsten Thomasen Hvis et sogneliv sygner hen er det betimeligt at drøfte, hvordan man ændrer kurs. For mig er det helt givet, at murstensstablinger ikke giver aktivitet i sig selv. Derfor efterlyser jeg andre indgange til at løse det problem, som menighedsrådet i Lyngså står med. Andet var der såmænd ikke i den sag. Det er den fremgangsmåde, der blandt andet er anvendt i Abildgård Kirke forud for den store udbygning. Rammerne var sprængt fordi man valgte at blive omdrejningspunkt for sognet. Jeg ved troen flytter bjerge, men sognehusbyggeri gør altså ingen aktivitet i sig selv. med venlig hilsen Carl Chr. Madsen redaktør