Giv ikke børn en skæv start på livet

SØVN:Jeg er måløs. Jeg sidder her med artiklen "Skæv start på livet" (13.9.). Børn bliver skæve i hovedet, når forældrene ikke sørger for, at spædbarnet skiftevis sover på venstre og højre side. Spædbarnet må heller ikke ligge på ryggen, så bliver de flade i nakken. Selvfølgelig må spædbørn ikke sove på maven, så risikerer de vuggedøden. Nu er der jo ingen med fornuften i behold, der vil lægge et spædbarn fladt på maven. Hvornår sundhedsstyrelsen anbefaldede det, er jeg ikke helt sikker på. Mine børn er født i 1965, 1967 og 1971. I det tidsrum var det ikke moderne. I 1989 møder jeg min nevø med barnevogn. Jeg skal da se vidunderet. Drengen ligger fladt på maven og sover, og ud siger jeg: "Han ligger da ikke godt". Jo, jo siger min nevø, sådan anbefales det, at de skal ligge. Senere får Sundhedsstyrelsen så den gode idé, at spædbørn skal sove på ryggen, og derefter falder vuggedødeligheden, hvilket Sundhedsstyrelsen tager æren for. Man hører aldrig, at det var dem, der anbefalede, at børnene skulle sove på maven. Nu er den altså gal igen. Børnene bliver flade/skæve. Underligt at vi allesammen ikke er skæve og flade. Jeg garanterer for, at ingen tidligere forældre har spekuleret på, hvad side børnene sov på. Vi var bestemt ikke så gode forældre, som de unge er i dag, men vi var omsorgsfulde nok. De små skulle ligge godt. De fik en dejlig blød hovedpude, som vi omsorgsfulde lagde til rette. Hvor er puden blevet af, hvornår anbefalede sundhedsstyrelsen, at de små skulle ligge helt fladt? Kunne det tænkes, at det er den manglende bløde pude, der er skyld i det hele? Jeg er jo en gammel kone nu, så jeg har fulgt tendenserne gennem mange år. Meget har været godt. Aldrig har børn haft bedre forældre, aldrig har der været så stor interesse om deres velfærd. Men forældrene trænger til ro, om deres forældrerolle. Forældre trænger til at få at vide, at de gør det godt. Mit budskab: "Den forsvundne bløde hovedpude". Måske er nyfødte ikke helt ens, måske nogle har mere brug for noget blødt at ligge hovedet på end andre. Og så, ros de dejlige forældre!