Giv inspektørerne mere tid

Måneders massivt pres - og ikke mindst de seneste ugers oprustning med op til 200.000 kampklare soldater i strategisk nærhed af landet - lader til at have gjort et vist indtryk på Iraks diktator Saddam Hussein. I hvert fald har han valgt pludselig at rykke ud med et dekret, der taler om, at "alle personer og virksomheder i den private og offentlige sektor forbydes at producere, fremstille og importee atomare, kemiske og biologiske våben". Ganske som ventet er dekretet prellet af på Iraks hovedfjende, USA, for ifølge en talsmand i Det Hvide Hus er det "umuligt at tillægge Saddams totalitære regimes love - såkaldte love - nogen som helst troværdighed". Det store spørgsmål i disse uger, da det for alvor kan trække op til det helt store opgør med Saddam Hussein, er vel strengt taget også, om det ikke i mindst lige så høj grad handler om, hvad der er sket i fortiden. For selvfølgelig er det da et yderst positivt træk at forbyde masseødelæggelsesvåben - det skulle Irak (og andre lande) have gjort for længst, og det er ærgerligt, at den slags forbud først bliver aktuelle, når landet billedligt talt har fået sat pistolen for tindingen - men hvad ligger Irak inde med af den slags våben i forvejen? Dét gør FN's våbeninspektører som bekendt fortsat et ihærdigt forsøg på at finde ud af. Og af den nyeste rapport fra formanden for disse inspektører, Hans Blix, fremgår det da også, at han - og de - har brug for mere tid. Men ikke så lang tid, hvis Irak ellers forstår at samarbejde helt og fuldt. Der er med andre ord stadig ingen "rygende pistoler", altså ingen fældende beviser, kun en lang række indicier, og dermed har USA fortsat for spinkelt et grundlag for at indlede, hvad nogle har været lidt for hurtige til at udråbe til Golfkrigen II - som om der var tale om en fiktiv filmkrig og ikke om blodig alvor med masser af dræbte og sårede. Uden verdenssamfundets helhjertede opbakning til en eventuel kamp mod Irak - uden vaklen i NATO-geledderne - kan George W. Bush & co. meget let komme til at gøre en højst uheldig figur på verdensarenaen. Som om jagten på terrorismen kun er USA's personlige - og ikke hele verdens - anliggende.