Aalborg

Giv mig en bus...

NT-VISIONER:Ganske spændende har det været at læse om forskellige passagerers oplevelser og forventninger til busdriften i Nordjylland i herværende avis og endnu mere spændende, at læse de visioner, Nicolai Bernt Sørensen, kundechef i Nordjyllands Trafikselskab (NT), har om fremtidens busdrift (27.10). Kundechefens fremtidsforestillinger om bl.a. varm kaffe og fladskærme med optrædende tv-kokke lyder skam visionært og interessant, men - for der er skam et men: Hvordan får passagererne kaffen, de gratis aviser og tv-kokken, når bussen aldrig dukker op? Hvad mener jeg nu med det? Jo, et lille selvoplevet eksempel: I uge 42 skulle jeg fra Rødhus til Aalborg. Ind på www.rejseplanen.dk og indtaste destinationerne, modtage et forslag, hvori indgår brug af telebus, som skal bestilles pr. telefon. Ind på NT’s hjemmeside, finde køreplanen for telebussen og ringe til den. Får kontakt med en telefonsvarer, der fortæller, hvornår der kan ringes. Undrer mig, fordi jeg ringer inden for de angivne tidspunkter, ringer igen, samme resultat. Ringer til NT’s kundeservice, der beder mig ringe direkte til busentreprenøren – her oplyses, at ruten har efterårsferie! Ringer tilbage til NT for at spørge, hvorfor denne ferielukning ikke fremgår af hverken rejseplan eller køreplan. Spørger, om rejsegarantien dækker – svaret er nej! Løsning: gåtur på 10 kilometer, hvilket sikkert er sundt og helt i tidens ånd, men absolut ikke lige det jeg var forberedt på. Nicolai Bernt Sørensen: fremtidsvisioner godt - kerneydelser er bedre. Giv mig en bus, så drikker jeg kaffen hjemmefra, læser avisen på nettet og lærer at lave mad hos AOF.