Giv mig skønhed, giv mig ynde

Skønhedsidealerne skifter med moden, og nu kan vi lade os operere for at matche den. Men skal vi så under kniven hver gang moden skifter? Eller findes der en objektiv skønhed?

Sha er 19 år og fra Texas, og hun kunne være en countrysang. Den slags, der handler om en lille pige i en lille verden. Hun drømmer om en dag at bryde ud af sin hverdag, og hun ved også, hvordan hun vil gøre det. Hun vil være den nye Pamela Anderson, hun vil have bryster, der sprænger bogstavsskalaen, og hun vil folde sig ud over side efter side i Playboy, Hendes chance kommer, da hun bliver valgt til at deltage i det populære TV-program på MTV - »I Want A Famous Face«. Seerne følger, hvordan hun bliver udstyret med et pornolook. Hun får gummilæber og bryster så store, at de nærmest er en karikatur på store bryster, og så er Sha klar til at lægge verden ned. Efter tallene at dømme lever vi i en smukkere verden. Sidste år blev der globalt foretaget kosmetiske indgreb for over 20 mia. dollar. Tallet stiger med 30 procent om året i Danmark, 35 procent i Storbritannien og 45 procent i USA. Hver tolvte dansker har fået foretaget kosmetiske indgreb, og hver femte kvinde overvejer det. Men prognoserne er ikke nær så interessante som produktet. Hvordan er det, vi kommer til at se ud? Tidligere i historien har mennesker også haft skønhedsidealer, ideer om, hvordan en smuk kvinde eller mandig mand skulle se ud, men forskellen er, at vi i dag kan gøre noget ved det, og dermed lever vi i helt unikke tider. En 19-årig pige kan få de bryster, hun vil have. En 28-årig mand kan få den hage eller det hår, han vil have. »Giv mig skønhed, giv mig former, giv mig ynde,« lød en bøn til guderne i antikken, og vi kan købe det hele - eller det meste - i dag. Det rummer enestående muligheder - og det rummer også et enestående problem, der mest af alt lyder som et plot i en billig fremtidsgyser: Hvad nu hvis vi alle bliver A-mennesker i en verden af C-skåle og U-hager? Hvis vi gør skønhed trivielt og kedeligt? Ecos bud Den italienske forfatter og professor Umberto Eco skrev for to år siden et interessant værk - »History of Beauty«. Værket er ikke kun interessant på grund af hans kringlede prosa, men også fordi bogen maler det store billede af skønhed, fra de tidligste udtryk for skønhed til de nutidige, og Ecos tese er ganske klar: »Bogen er bygget på et princip om, at skønhed aldrig har været absolut eller uforanderlig, men at forskellige historiske perioder eller lande har bestemt dens udtryk.« På de første sider bringer han stribevis af billeder, som han har inddelt i forskellige grupper, og han dokumenterer sin pointe. Tag den gruppe, der hedder »den nøgne Venus«. Gruppen begynder med »Venus fra Willendorf«, en stenalderkvinde, som ligner Knold og Tots mor, bare nøgen, og den fortsætter med »Venus fra Milo«, med Rubens, Goya, Manet, Gauguin, Picasso, Klimt og slutter med et nøgenbillede af det italienske sexsymbol Monica Bellucci. Skønheden er tydeligvis relativ. I middelalderen var små bryster idealet; i den viktorianske tid skulle kvinderne have fyldige former, men en lille talje; og et halvt århundrede senere - op mod vor tid - handlede det om slankhed, og jo tættere vi kommer på 2006, jo federe tiderne bliver desto slankere bliver kvinderne tilsyneladende. Forandringerne kan skyldes økonomi. Før industrialiseringen var solbrunhed uskønt, fordi det var ensbetydende med markarbejde; efter industrialiseringen blev solbrunhed ensbetydende med fritid og dermed skønt. Forandringerne kan skyldes religion, i middelalderen var små bryster gode bryster, fordi de var anstændige bryster, og forandringerne kan også have et politiet afsæt. Eco fremdrager således en morsom kundgørelse fra den fascistiske premierminister i Italien anno 1931. Fascistisk forbud Premierministeren udstedte et dekret om, hvordan kunstnere skal afbillede kvinder: »Den fascistiske kvinde skal være fysisk sund, hun skal være i stand til at være mor for sunde børn ... Tegninger af kvinder, som er blevet gjort kunstigt slanke og maskuline, repræsentative for den golde kvinde i den dekadente vestlige civilisation, skal derfor fuldstændig elimineres.« Så selvfølgelig har Eco ret. Der er ikke nogen skønhedsskabelon. Hvad der er skønt i én tid, er uskønt i en anden og ofte måles forskellen i ganske få år. Alligevel kan man ikke iagttage billederne og - bortset fra Knold og Tots mor - undgå at føle en grundlæggende og gennemgående følelse af skønhed; at der fra Afrodite til Marilyn Monroe er et skønhedsgen, en dybereliggende, måske instinktiv ide om, hvad skønhed er. Men skulle Pamela Anderson virkelig være skønhed? Den tidligere stjerne fra Baywatch har ikke gjort nogen hemmelighed af, at hun ikke fra naturens hånd er skabt, som hun ser ud. Hun er et kunstprodukt - og ikke mindst de kropsdele, som hun er blevet mest berømt for. Men for Sha, den 19-årige countrysang fra Texas, er der ingen tvivl. Ikke bare er Pamela Anderson skønheden selv, men Pamela Anderson er også et udtryk for, hvordan man kan arbejde sig op fra ingenting og blive en helt masse, bare man har to gode bryster. »Hun har fået det meste ud af sine fortrin,« siger Sha i programmet »I Want a Famous Face«. Og derfor vil Sha også være Pamela Anderson, og derfor har kirurgerne givet hende, hvad Pamela Anderson også har, bare mere og større. Tænk hvis vi kunne knække skønhedens gåde? Hvis vi kunne afkode billederne i Umberto Ecos bog og finde ud af i tal og formler, hvad der gør Afrodite og Marilyn Monroe, Venus fra Milo og Greta Garbo, skønne? Måske kan vi. Skønhed på formel Takket været Stephen Marquardt. Han er doktor i medicin, tidligere professor og kosmetisk kirurg, og han mener at have løst mysteriet. De gamle grækere hævdede, at skønhed er matematik, tilhængerne af Pythagoras havde teorier om kroppens og ansigtets symmetri, og Marquardt ikke blot bekræfter den teori, han har også - siger han - fundet det forhold, der skaber menneskelig symmetri og skønhed. Forholdet er 1:1,618. F.eks. én centimeter over for 1,618 centimeter. Det guddommelige Hvis man har læst »Da Vinci Koden«, vil man gysende genkende tallet. Forfatteren Dan Brown kalder det for det »det guddommelige tal«, andre kalder det mere nøgternt for »phi« eller »det gyldne gennemsnit«, og det er - hvis man skal tro tilhængerne - det forhold, der bestemmer stort set alt her i tilværelsen. Afstanden fra ens skulder til ens fingerspidser divideret med afstanden fra ens albuer til fingerspidser er phi. Det samme med afstanden fra lår til gulv divideret med knæ til gulv - og afstanden fra toppen af hovedet til gulvet delt med afstanden fra navlen til gulvet. Alt sammen phi. Tag proportionerne i Akropolis og de egyptiske pyramider, Da Vincis tegning af den Vitruvianske mand, dyrenes knogler, vores egne fingerknogler, Beethovens femte symfoni, en violin, bladene på træerne, sammensætningen af DNA-molekylet og antallet af hanbier i forhold til hunbier i en kube. Angiveligt alt sammen phi. Marquardts bidrag er, at han har studeret det menneskelige ansigt og vores afbildninger af ansigtet gennem årtusinder, og hans konklusion er, at fra antikken og til nutiden og alle stationer ind i mellem har proportionerne i et smukt ansigt været - phi. Fra Venus fra Milo til Jessica Simpson - phi. Marquardt har brugt sine konklusioner til at skabe en såkaldt skønhedsmaske, udregnet efter et sindrigt system, som han forklarer med alle fodnoter på sin webside, og denne maske kan man ligge ind over et ansigt og vurdere ansigtets skønhed, jo tættere på maskens linjer desto skønnere. På websiden placerer han sin maske på ansigtet af erklærede skønheder, og den sætter sig som støbt på fotografier af Marilyn Monroe, Marlene Dietrich, Greta Garbo og Sarah Bernhardt og ligeledes på malerierne af Lady Agnew og Raphaels Madona og skulpturerne af Lucilla Verus og dronning Nefertiti. Masken diskriminerer ikke, fremhæver Marquardt, den gælder i alle kulturer, for alle racer, for mænd og kvinder, og den gælder i alle tider. »Derfor er jeg også overbevist om, at skønhedsmasken ikke kun handler om skønhed; det er et billede på menneskeheden,« siger han til Washington Post. Når masken passer Hvordan? »Møl finder en partner gennem lugt. Delfiner finder hinanden gennem lyde. Vi finder en menneskelig partner ved at se efter det gyldne gennemsnit,« vurderer Marquardt. Og dermed vender vi tilbage til Sha og til de andre unge kvinder og mænd, som stiller op for at blive opereret smukke på amerikanske TV-shows som »The Swan«, »I Want a Famous Face« og »Extreme Makeover«. Når de vælger den store guldbehandling, vælger de så - bevidst eller ubevidst - den urgamle skønhedsmaske? Eller er noget andet og knap så urgammelt på spil? I sin bog »Beauty Junkies« har Alex Kuczynski gennemgået de kosmetiske forandringer, som de 17 finalister på »The Swan« valgte. De fik alle nye tænder, 16 af dem fik fedtsugninger, 13 fik nye næser, 13 fik nye læber og 11 fik større bryster. Ingen af dem valgte, hvad de valgte for at ligne en klassisk skønhed, og ingen af dem ville ane, hvad phi var - om phi så ramte dem mellem øjnene. De valgte, hvad de valgte af to grunde. For det første ønskede kvinderne forandringer, som appellerede til publikum - de skulle trods alt vælges som de smukkeste svaner - og de gik efter de såkaldte hot points, som publikum ville bemærke, forklarer kirurgerne i programmet. Vælger Pamela For det andet valgte kvinderne ud fra deres egen baggrund, og da der var tale om unge kvinder fra samfundets tungere lag, så »var store bryster, fremhævede kindben og fyldte læber sagen. Du ved, Pamela Andersen«, som en af lægerne siger. Ifølge »Beauty Junkies« har dette pornolook i en årrække været in - især hos yngre kvinder og yngre kvinder, som ikke nødvendigvis har studiegæld. Men valget er ikke helt uproblematisk. Ikke for Sha. Hun har fået sine vulgære bryster og ditto læber, og hun er klar til at blive folde-ud pige hos Playboy, og hun møder en repræsentant for mandebladet. Men han giver hende en nedslående besked. Branchen er ganske enkelt ikke længere så interesseret i det vulgære tegneserieudseende. »Jamen,« spørger Sha vantro, »hvad med Pamela Anderson?« »Det var i 1980’erne,« lyder svaret. Det var dengang, vi gjorde den slags. »Det er retro.« Nu går tendensen i retning af et mere naturligt look, og der er sågar opstået økologiske pornoblade og ditto film. Og der står Sha så - som en huskøber, der forpligtede sig på slutsedlen ugen før, markedet gik i stå. Moden er ved at vende, og hvis hun vil ramme den nye bølge, må hun under kniven igen og formentlig igen og igen. Hun minder stadig om en countrysang, mest af alt en tragisk udgave af »One Piece at a Time«, hvor Johnny Cash synger om en Cadillac, som han samlede over 30 år, ud fra de forhåndenværende reservedele og med et tvivlsomt resultat. Mode-indgreb Sha er det levende eksempel på, at det kosmetiske boom ikke nødvendigvis betyder et boom i varig skønhed, og at det er nødvendigt - som David von Drehle skriver i et essay i Washington Post - at sondre mellem skønhed og mode. Skønhed appellerer til vores instinkter, mens mode er mere kalkuleret. Skønhed trækker hele historien med sig, mens moden er sæsonbetinget og ustadig. Den nøgne Apollon-statue på Vatikan-museet er skønhed; en nøgen mand i Storkespringvandet anno 1969 er mode. Når kvinder som Sha vælger en modeforandring, vælger de en glans af tiden, og hvis ikke de vil ligne en omvandrende tidslomme - hvis ikke de vil stå som ham, der stadig står på diskoteksgulvet med skulderpuder og Boy George-make - så forskriver de sig til et liv med kosmetiske opdateringer. Det er det ene problem, som deltagerne i de pågældende TV-shows afslører. Modeproblemet. Det andet problem er endnu mere grundlæggende, og det handler i virkeligheden om mulighederne og begrænsningerne i kosmetiske indgreb. Vinderen af »The Swan« var Rachel Love Fraser, en kontorassistent i en lille by i den amerikanske stat Washington. Hun forandrede sig - hvis man skal tro presseomtalen - fra en kedelig kontorassistent til en femme fatale. Forvandlingen krævede en ny næse, nye læber, en ny hage, en hudrensning, nye tænder, et brystløft, fedtsugninger i ansigtet, på maven, bagdelen og andre strategiske steder, og resultatet rummede en god og en dårlig nyhed. Den gode nyhed er, at Racel er forandret. På før-billederne var hun ikke grim, bare gennemsnitlig, ingen ville vende sig om, hvis hun passerede dem. Det vil de muligvis nu. Men den dårlige nyhed er, at Rachel stadig ikke er nogen klassisk Venus. Hun er ikke Afrodite eller Marilyn Monroe. Eller sagt med andre ord: Hun har fået så radikale indgreb, som den kosmetiske industri formentlig i øjeblikket kan foretage, og hun ligner stadig ikke et billede fra Umberto Ecos bog. Hun er tættere på Rachel end på Rubens. Stadig langt fra Det er selvfølgelig ikke så godt for Rachel, men det er godt for de mennesker, der frygter plottet fra den billige fremtidsroman: At vi alle kommer til at ligne hinanden. At vi gør skønhed kedeligt og trivielt, når alle kan købe sig til skønhed. »Giv mig skønhed, giv mig former, giv mig ynde,« lød den antikke bøn, og kvinder og mænd, som fra naturens hånd ikke er Eco-materiale må stadig bede bønnen, for lægerne kan kun hjælpe dem noget af vejen, ikke hele vejen. De kan suge, løfte, rense og modellere, de kan pudse, flytte, skære og plastre, men de kan til syvende og sidst ikke trylle. »Skønhed er evigheden, der ser sig selv i spejlet,« sagde Kahlil Gibran, og om vi kan lide det eller ej, og hvor hjerteløst det end lyder, så er Sha og Rachel ikke evigheden, der ser sig selv i spejlet. Snarere spejlet, der ser sig selv i evigheden.