Giv mindsteløn

Jeg kan blive harm, når jeg hører om en kontanthjælpsmodtager, som bliver sendt på arbejde i 37 timer om ugen i en børnehave eller i et supermarked, og så får at vide, at vedkommende kun får sin kontanthjælp + 1000 kr. ekstra om måneden i løn. Kan det virkelig være rigtigt, at kommunen kan udnytte andre på denne måde? Det er ikke lige noget som hjælper en kontanthjælpsmodtager til at tage arbejdsmarkedet seriøst, når man skal behandles på denne måde. Når så en kontanthjælpsmodtager har været på anviste arbejdsplads i et halvt år, kan hun/han ikke bruges mere, for så kan arbejdspladsen få en ny til underbetaling. Det burde vedtages, at en kontanthjælpsmodtager minimum skal have mindsteløn, når hun/han bliver sendt ud i et stykke arbejde, som burde hjælpe vedkommende til at komme videre i livet med et meningsfuldt arbejde, i stedet for at tage initiativet fra de unge mennesker ved at underbetale dem i forhold til de kolleger, som de får på den arbejdsplads, som de bliver sendt ud til. Jeg kan godt forstå, at de unge synes, at arbejdsmarkedet er noget mærkeligt noget. Det gør ikke ligefrem noget for, at de unge skal få lyst til at vide, hvad de dur til, når man i den anden ende ikke bliver belønnet for sin arbejdsindsats. Den unge skal jo lave det samme som sine kollegaer på arbejdspladsen, men bare til en meget mindre timeløn. Jeg håber virkelig, at dette er noget som fagforeningerne og hvem der eller bestemmer disse regler vil tage fat på. Så kunne det være, at der ikke var så mange kontanthjælpsmodtagere. Grethe Rasmussen Doktorparken 69, Svenstrup