Overenskomster

Giv nu en ordentlig løn

Det er da fantastisk, at der sidder så mange kloge hoveder inde på Christiansborg, og de kan blive ved at ændre på love og forringe det ene sted efter det andet, og så er det ligegyldigt, om det gælder Justits- eller andre ministerier.

Statsministeren fastholder jo, at det ikke er en nedskæringsregering, men alligevel finder man nedskæringer alle vegne. Noget andet er, nu strejkes der for at få højere løn, kan de kloge hoveder inde på Borgen da ikke finde ud af, at det vil være klogt at give den løn, de mennesker fortjener, for det vil i sidste ende være billigere. Se blot på alt det private, der er opstået under denne regering inden for sundhedsområdet. Det er dyrt for samfundet, for det tager jo ressourcerne fra f.eks. det offentlige hospitalsvæsen, og så kan det offentlige ikke behandle så mange som det burde, og måske er der endog læger på det offentlige, der har interesser i privathospital, og af den grund kan være interesseret i at overføre en del til det private hospital. En anden ting: Det vil være hul i hovedet at fortsætte denne strejke. Giv den lønforhøjelse, kan I da ikke se, at der må betales i dyre domme for vikarer? For som vikar tjener de forskellige meget større lønninger, og derfor kommer der hele tiden flere vikarer. Få dog øjnene op. Hvorfor betale tredobbelt for vikarer i stedet for at give de fastansatte en anstændig løn, og så få flere over som fastansat igen, men det opnås først, hvis I får øjnene åbnet og ser hvad det er, der sker. Der åbnes nye vikarbureauer hele tiden. Et eksempel: Et familiemedlem, arbejdede som lægesekretær i Københavnsområdet, men opdagede så, at næsten alle kolleger var vikarer. Hvad var mere naturligt end at lave sit eget vikarbureau? Og det gjorde hun så med det resultat, at hun arbejder samme sted, har fire-fem ansatte og tjener 100.000 kr. pr. måned i stedet for 15.000 kr.. Og vikarer får I jo ikke til den mindsteløn, som Lars Løkke påstår er en god løn. Det er rigtigt, som en sygeplejerske skriver, han skulle prøve, om han kunne leve for den løn, så kunne det være nødvendigt at få lov at købe cigaretter og vin på det offentliges regning, ellers klarede han det ikke. Altså giv en hæderlig løn og undgå flere vikarer.