EMNER

Giv os gode historiefortællere

I den forgangne uge sluttede en fantastisk serie om livscyklus af Anders Agger,

som på en medlevende måde portrætterede fire familier, som befinder sig i livssituationer som dåb, bryllup, skilsmisse og død. Det er altså muligt at skabe tv-programmer, som både har et stort publikum, samtidig med at de tør behandle eksistentielle emner. Udsendelserne viste på en fantastisk måde, hvordan forholdet til kirke og tro har en central betydning i dag. Og det er med sikkerhed ingen tilfældighed, at Anders Agger ikke taler om fødslen, men om dåben, som det cykluspunkt, der har betydning for livet. Det klart stærkeste indtryk gjorde naturligvis familien Bundgaard, hvor faren Troels Bundgaard slås med en kræftsvulst, som langsomt tager livet af ham. Selv om man til tider følte, at det skar helt ind til marv og ben, så var udsendelsen tilrettelagt med så stor elegance og indlevelse, at jeg som seer ikke følte, at der skete et overgreb mod familien. Derfor er det også trist, at tv-stationerne er for dårlige til at opdyrke de gode historiefortællere. Helt skidt er det for TV 2, som efter min bedste overbevisning ikke har givet os ret mange gode fortællinger i 2006. TV 2 producerer ikke deciderede kirkelige programmer eller gudstjenester og undskylder sig med, at de integrerer programstoffet i programfladen i øvrigt. Det burde derfor netop være TV 2’s force at lave eksistentielle programmer, men det overlader de åbenbart til DR. Vi seere ønsker os gode historiefortællere.