Giv os valgfrihed

Pensionskasserne fungerer ikke på markedsvilkår - og de er heller ikke demokratiske, skriver Lars Kalsen

Langt de fleste danskere betaler i dag mange tusinde kroner om året ind til deres pension. Hvis disse penge skal blive til gode pensioner, må forvaltningen af pengene være helt i top. Mine egne erfaringer på dette område siger mig, at det ikke er tilfældet i dag. Jeg er selv medlem af MP Pension (Pensionskassen for Magistre og Psykologer). Det blev jeg, fordi jeg begyndte mit arbejdsliv efter en overenskomst, hvor jeg skulle være medlem af MP Pension. Jeg har senere været ansat nogle andre steder, men også her været bundet til denne pensionskasse af overenskomster. DE GANGE hvor jeg kunne være ”smuttet” fra pensionskassen, har jeg ikke haft tiden eller kræfterne, blandt andet da jeg begyndte som selvstændig og opbyggede mit eget firma. I dag er jeg ansat i en større dansk virksomhed, hvor jeg laver ingeniørarbejde, og jeg er da også medlem af Ingeniørforeningen. Jeg har derfor for nylig prøvet at flytte min pension til Ingeniørernes Pensionskasse, men blev afvist af dem. Min nuværende overenskomst siger nemlig, at jeg skal være medlem af MP Pension, fordi jeg har den uddannelse, som jeg nu har. MEN KAN det ikke være lige meget? Nej, det kan det ikke. Afkastet i MP Pension har de seneste otte år ligget to-to en halv pct. procent under hvad tilsvarende pensionskasser har haft i afkast. MP Pension i gennemsnit haft et afkast på 5,0 pct. før skat, medens f.eks. Ingeniørernes Pensionskasse har haft et afkast på 8,2 pct. Hvis denne forskel holdes over lang tid, kan det betyde rigtig mange tusinde kroner om måneden i mindre pension til mig. I en avisartikel 7. marts 2007 kunne man læse om afkastet i Industriens Pension. Heri hed det: ”Med et gennemsnitligt afkast på 9,0 procent om året er Industriens Pension blandt branchens førende. Set over 40 år kan en forskel i afkast på bare 1 procent om året betyde, at pensionen bliver op mod 50 pro-cent større, når den bliver udbetalt.”. DETTE VISER, hvor vigtigt afkastet er. Jeg synes mildest talt, at det er katastrofalt, at jeg risikerer at få en månedlig pension, der ligger 50-75-100-150 pct. under den, som jeg ville have fået, hvis den ovennævnte forskel på to-tre pct. har været gældende i alle de år, hvor jeg har indbetalt penge. Der er da en forskel som pensionist på at få f.eks. 12.500 kroner om måneden end at få 25.000-30.000 kr. Der er en hel himmel og mange flasker rødvin til forskel. Så jeg synes på denne baggrund ikke, at pensionskassesystemet her i Danmark fungerer på fornuftige markedsvilkår. Mange personer er, som jeg, bundet til en bestemt pensionskasse, og det gør, at bestyrelserne ikke føler det pres, det kunne være, at medlemmerne kan flytte deres indbetalinger. Der er ikke en fornuftig mekanisme, der gør at vores investeringer bliver optimerede. STATEN lavede i 2003 et udvalgsarbejde om sagen, der resulterede i rapporten ”Større valgfrihed i pensionsordninger”. Heri hedder det: ”Det er i særlig grad et problem i pensionsinstitutter, der administrerer arbejdsmarkedspensi-onsordninger, idet pensionskunderne ikke har mulighed for at flytte deres pensionsformue til et andet pensionsinstitut, hvis instituttet ikke drives effektivt - f. eks. fordi bestyrelsen ikke er sammensat tilstrækkeligt professionelt. ” Så staten har undersøgt problemet, men den har ikke haft fuldt fokus på at løse opgaven. Nogle tiltag er vedtaget, men der er meget at gøre endnu. Og man skal huske på, at staten jo ikke er uvildig – den har også sine mål at forfølge på pensionsområdet, bl.a beskatter den jo pensionsopsparingerne hårdt. FOR AT at forstå, hvordan en pensionskasse er sat op, bliver jeg nødt til at forklare sagen lidt nærmere. Jeg betalte i 2005 i alt 61.905 kr. ind til MP Pension fra min løn. Herfra betalte jeg så 6787 kr. til dødfaldsdækning, og 22.637 kr. til dækning mod invaliditet. Herudover gik 1.730 kr. til administration. Det vil sige, at det, der er tilbage, til at sætte ind på ”min konto” til min løbende pension er 31.155 kr. eller 50,3 pct. af min indbetaling. Altså halvdelen til min løbende pension – halvdelen til invalidedækning, administration og dødsfaldsdækning alt udregnet efter netop min risiko. Herudover sættes renterne af mit indestående, udregnet med den såkaldte depotrente for det pågældende år, ind på min pensionskonto. Dette beløb sig for dette år til 80.331 kr. svarende til den garanterede minimumsrente på 4.25 pct. PENSIONSKASSEN har så – gennem et godt afkast af investeringerne - forhåbentligt tjent flere penge ind end, der afsættes til os medlemmer, og dette over-skud overføres til den kollektive bonusreserve, som jeg så også får noget af udbetalt engang. Eller man kan sætte depotrenten op for det pågældende år. Så hvis vi medlemmer skal have de størst mulige pensioner, er det nødvendigt, at investeringsafkastet hele tiden er maksimeret, for det er dette afkast, der er fødekilden til vores fremtidige pensioner. Ja, det gælder også for at opretholde eller øge éns pension, hvis man allerede er blevet pensioneret. PENSIONSKASSEN er solidarisk, forstået på den måde, at vi alle dækker hinanden af i dødsfaldsdækningen og invalidedækningen. Det ville være ønskeligt, om man oprettede det solidariske element ved, at man ved indtræden får et tilbud på at betale efter den dækning, som man nu måtte ønske eller måske ingen. I rapporten nævnt ovenfor hedder det: ”Hvis en sygeplejerske ønsker optagelse i Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP), bør JØP ikke have pligt til at optage medlemmet på samme vilkår som en jurist eller økonom. Hvis f.eks. en sygeplejerske generelt har en større risiko for invaliditet end en jurist. Derfor bør JØP have mulighed for at optage en sygeplejerske som pensionskunde på de vilkår, der generelt gælder for sygeplejersker, når det gælder risiko for invaliditet …. Herved kan JØP tilbyde sygeplejersker en aktuarisk fair pris, som afspejler de vilkår, der tilbydes i deres nuværende obligatoriske pensionsinstitut”. DE FLESTE pensionskasser drives efter mere eller mindre demokratiske principper. I næsten alle pensionskasser kan medlemmerne vælge nogle af bestyrel-sesmedlemmerne ved direkte valg, resten udpeges typisk af fagforeningerne eller endog arbejdsgiverne. Man kan spørge sig selv om, hvilke interesser det lige er, at fagforeningerne og arbejdsgiverne plejer, når de sidder og forvalter pensionspengene. Hvor er logikken i, at arbejdsgiverne - i form af Regionsformand Kristian Eb-bensgaard - skal hæve 216.746 kr. i bestyrelseshonorarer som formand i Pensionskassen for Sygeplejerskerne og i administrationsselskabet PKA a/s. Jeg forstår ikke, at sygeplejerskerne finder sig i dette – det er vel deres penge, og hvorfor skal arbejdsgiverne have afgørende indflydelse på, hvordan deres penge investeres. Og hvilke interesser er det lige Kristian Ebbensgaard varetager, er det at være ”far” for sygeplejerskerne, og passe på de ”stakkels pigers” penge? Det er det næppe. GENERELT vil jeg mene, at hvis arbejdsgiverne skal have indflydelse i pensions-kasserne, bør de være med til at stille en garanti for det årlige afkast, f.eks. at det ikke kan komme under Cibor renten plus to pct.. I min egen pensionskasse, MP Pension, var der bestyrelsesvalg af de 4 medlemsvalgte medlemmer i november 2006. Bestyrelsen består desuden af tre medlemmer udpeget af akademiker fagforeningerne. Ved sidste valg skete så det, at to af dem, der allerede sidder i bestyrelsen udpeget af fagforeningerne, stillede op til at blive medlemsvalgte. Og en af kandidaterne stillede sågar op med formanden for Dansk Magisterforening, Ingrid Stage, som suppleant. På den måde møvede fagforeningerne sig til to ekstra medlemmer. Hvilke interesser er så vigtige for fagforeningerne, at de på denne måde knægter demokratiet. Jeg kan bestemt ikke lide, at venstrefløjen – og herunder den yderste venstrefløj – så gerne vil forvalte mine pensionspenge. NOGET ANDET er så, at medlemsdemokratiet ikke fungerer særlig godt, og det skyldes, at ingen fra inderkredsene tilsyneladende er interesserede i at pleje det. Det kunne jo blive en trussel mod deres egne vellønnede poster. Ved sidste valg i december 2006 i MP Pension var stemmeprocenten kun sølle 13,7 pct. Men hvad skal der gøres for rette op på tingene?. Ja, her er hvad jeg helt per-sonligt på baggrund af mine erfaringer foreslår. Hvis andre staten, fagforeningerne eller andre har andre meninger, må de jo komme med dem. FOR DET første bør der åbnes op for en langt smidigere flytning mellem pensi-onskasserne. Konsekvensen vil være, at mindre effektive institutter, bliver udsat for et konkurrencepres. Der skabes dynamik i markedet, der sikrer afkastet, produktudviklingen og sætter fokus på effektivitet. Det er også et krav, at jeg kan tage alle mine penge med – også min andel af reserverne. FOR DET andet bør fagforeningerne ikke have monopol eller sidde på bestyrelsesposter i pensionskasser. Fagforeninger er gode til forhandlinger af løn, som sker med et kort tidsperspektiv, og hvor arbejdsgiveren ses som en modpart. I pensionskassen gælder et langsigtet perspektiv, hvor man skal spille sammen med erhvervslivet, om at få investeringer placeret bedst muligt. Det er to for-skellige ting, som logisk konflikter med hinanden. FOR DET tredie skal invalidedækningen og dødsfaldsdækningen skilles ud, måske til specialiserede selskaber. Her bør modellen være, at man betaler døds-faldsdækning og invalidedækning efter den risiko og det ydelsesniveau, som jeg har og ønsker. Ved på den måde at skille forsikringsdækningen for invaliditet og dødsfald fra selve pensionsdækningen, vil jeg lettere kunne vælge prioriteringen af disse – og om jeg vil ”købe” disse og hvor. FOR DET fjerde skal al kobling til arbejdsgiverne væk. De skal ud af bestyrelserne, og de skal ikke kunne bestemme, at man f.eks. skal bruge deres finansfor-bindelser til forvaltning af pengene. Pengene skal være vi lønmodtageres fra det samme sekund, som vi har fået lønsedlen – og det er derefter os, der be-stemmer, hvor de skal hen. JEG HÅBER, at dette kan være med til at skabe den fornødne debat om fremtidens pensionssystem. Vi lever i et moderne samfund, og vi vil have flere valgmuligheder for at skræddersy netop vores pensionsbehov. [ Lars Kalsen, Brorsonsvej 19, Pandrup, er projektleder, cand.scient. og HD. E-mail: Lars@Kalsen.dk. Hjemmeside. www.kalsen.dk.