Giv udsatte børn mere hjælp

4.8. forsvarer socialminister Eva Kjer Hansen regeringens politik overfor de udsatte børn.

Hun fortæller at regeringen har afsat en pulje, og lister en masse tiltag op pengene skal bruges til. Sandheden er imidlertid, at Aalborg kommunes andel af pengene ikke engang dækker den stigning i antallet af anbragte børn, der opleves i Aalborg i øvrigt i lighed med andre kommuner. Så, kære Eva Kjer Hansen, der er ingen penge til at styrke dagtilbuddene, der er ingen penge til at styrke læsefærdighederne, der er ingen penge til at styrke integrationen. Tværtimod. Det er sådan, at når kommunerne udsultes, som regeringen gør, så er det ofte de svageste, der kommer i klemme. Det allerbedste løft til de udsatte børn er, at der er pædagoger nok i institutionerne til at tage sig af børnene, at der er afsat penge nok til den enkelte folkeskole, at familierne har råd til at sende børnene til sport eller spejder. Eva Kjer Hansen skriver også, at der i Danmark kun er 30 børn, der har været fattige hele deres barndom. Nu er regeringen jo ikke kendt for at være ret god til at tælle. Jeg husker antallet af børn i asylcentrene for blot at give et eksempel. Men da regeringen jo endnu ikke har siddet i ”en hel barndom” vil tallet givet vokse betydeligt i fremtiden. Og så er det jo heldigvis også sådan, at de fleste børn trods alt starter ud med at leve sammen med både mor og far, og dermed ofte bedre økonomi. Og så må jeg sige, at for mig er der også trist at børn skal leve i fattigdom i, lad os bare sige otte år, af deres barndom. I vores rige land er det ikke Ok for mig at børn lever i fattigdom. Men jeg ved godt, at der på det punkt er forskel på dig og mig. For mens du synes at ulighed er spændende og udviklende for landet, sidder jeg her i Aalborg og læser om de børneskæbner, der er et resultat af den ulighed, du ønsker. For virkeligheden er, at regeringen har indført kontanthjælpsloft og starthjælp. Det betyder, at rigtig mange børn lever meget fattigt. De kommer tilbage efter ferie og har ingen steder været, lad da så endda gå med det, men de holder ikke børnefødselsdage, deltager ikke i fritidsaktiviteter og har ikke smart tøj og hvad værre er flere og flere børnefamilier sættes på gaden. Børn starter deres liv med at være udenfor. Jeg ved godt, at de fleste børnefamilier har det godt, og det er rigtig dejligt. Men jeg håber og tror trods alt på, at solidariteten i Danmark stadig er intakt. Jeg håber, at alle os der har vores på det tørre, trods alt ikke synes at det er værdigt, at nogle børn ikke har en ordentlig barndom. Jeg håber og tror, at de fleste danskere, når de har stille stunder ikke synes, at det er OK, at mens de fleste af os tordner derudaf, vokser gruppen af dem der sættes udenfor. Jeg håber og tror, at de fleste danskere godt ved, at det der gør vores samfund så stærkt, og gør at de allerfleste af os praler af Danmark, når vi er udenlands, er at vi netop tog hånd om de svageste. På trods af at beskæftigelsen er steget i denne regeringstid(og for den sags skyld også i Nyrup-regeringens tid), så er antallet af mennesker på overførselsindkomst steget. Så når Eva Kjer Hansen vil give de udsatte børn den rette hjælp på det rigtige tidspunkt, så må jeg altså sige, at det er ikke muligt med den politik regeringen fører. For sandheden er, at det er i kommunerne, i daginstitutionerne, i skolerne, i fritidstilbuddene at de sociale arv for alvor brydes, og brænder dit hjerte virkelig for børnene, så kan det ikke nytte, at kommunerne har så få penge, at vi ikke kan levere de tilbud, som borgerne med rette kan forvente af os. Så fri os for nogle puljer som slet ikke dækker behovene, men udelukkende tjener det formål at stikke vælgerne blår i øjnene. [ Mai-Britt Iversen, Pontoppidanstræde 19, Aalborg Øst, er byrådsmedlem (S) i Aalborg. E-mail: mbi-byraad@aalborg.dk.