Giv udviklingshæmmede chancen

Arbejdsmarkedet er parat, bered vejen for udviklingshæmmede. Stil krav til udviklingshæmmede, der vil arbejde. Sagt af Landsforeningen LEV.

Vi vil gerne tilføje nogle betragtninger om, hvorledes virkeligheden oftest ser ud for dem, der har evner til at bestride et job. Når der stilles krav, og det er jo netop det, der ønskes, så skal der samtidig skabes muligheder for at få en tilpasset kompetence givende uddannelse gerne i det eksisterende uddannelses system som f.eks. AMU, Teknisk Skole, VUC, eller hvorfor ikke bruge de beskyttede værksteder! Når så kompetencerne er på plads, er sandsynligheden for at jobbet på det rummelige arbejdsmarked vil være succes fuld. I dag ser virkeligheden anderledes ud, oftest er der en kort praktik periode på virksomheden, (mesterlære-princippet.) Viser det sig nu, at personen har vanskeligheder med at klare jobbet ophører praktikken ganske brat. Kravene, som stilles, er nok realistiske i forhold til den ikke-funktionshæmmede, men urealistiske for udvh. og netop dette underbygger behovet for uddannelse før evt. ansættelse. Lytter man til budskabet fra virksomhederne, lyder det fra alle: De er velkomne, når kvalifikationerneer i orden, og ydermere vil virksomhederne gerne tilegne sig en forståelse og indsigt om det handicap, den enkelte har, og ligeledes få det formidlet ud i virksomheden. På nuværende tidspunkt kan udviklingshæmmede ikke få en kompetencgivende uddannelse. Regeringen lancerer 12 initiativer for personer med handicap (www. bm.dk /handicap faktaark.) Regeringens initiativ gælder p.t. for fysisk handicappede. Fysisk handicappede kan få en støtteperson til at oplære dem, og diverse hjælpemidler for at kompencere for handicappet. Udviklingshæmmede kan ikke få en støtteperson i en lignende periode. Forsøg har vist, at en støtteperson ved oplæringen, hvor der fokuseres på tilegnelse af kvalifikationer, blev der skabt et solidt grundlag for at udviklingshæmmede kan bestride et job. Har regeringen glemt udviklingshæmmede? Er rettighederne ikke ens for alle i dette land? Regeringen opfordrer ligefrem til at invitere handicappede indenfor og ansætte mangfoldigt. EU-kommissionen har udtalt sig positivt omkring handicappedes ligestilling m.h.p. det Rummelige Arbejdsmarked. I Nordjylland er et længe savnet projekt "Jobformidlingen" startet, hvor der arbejdes ud fra ligestillingsprincippet på initiativ af LEV og i samarbejde med Nordjyllands Amt. Andre aktører er på banen med lignende initiativer, hvor der også arbejdes ud fra ligestillingsprincippet. Nogle kommunale, andre amtslige og andre igen som projekter. Det er så mit ønske, at alle kan finde den "røde" tråd og arbejde sammen til gavn for udviklingshæmmede og ikke trække i hver sin retning! Ud fra ovenstående kan man måske mene, at der er taget "hånd"om mennesker med særlige behov – eller er der så det? Vi vil prøve at skitsere de barriere, der kan være en hindring for at opnå succes på jobbet for en udviklingshæmmet. Hvorfor er uddannelsessektoren tilrettelagt sådan, at en hel gruppe unge og voksne, holdes uden for mulighed for uddannelse på lige fod med øvrige i samfundet. På vej mod rigtig beskæftigelse kræves, at der sættes ind med en særlig indsats, hvor personen udvikler færdigheder og kompetencer, der er tilpasset den enkelte. Ved kompetencer forstås, at man behersker nogle færdigheder, og man kan anvende dem i forhold til de krav der stilles på virksomhederne. Hvor får man så idag disse færdigheder? De er ikke en del af det etableret uddannelsessystem. (Sverige kan vise vejen). AMU, Teknisk Skole, VUC er lukket for udviklingshæmmede. Man er endnu ikke indstillet på at lave en tilrettelagt uddannelse for dem. Det er ellers et stort ønske og behov fra en del udviklingshæmmede at få tilegnet sig viden, så de er klædt på til de udfordringer de møder. Hvorfor er arbejde så vigtig for udviklingshæmmede? Af samme grund som for alle andre. Arbejde, identitet og selvværd hører sammen, og udviklingshæmmede vil gerne bidrage og føle, at de er en del af samfundet. De fleste er placeret i beskyttet beskæftigelse, uden for det udviklende samfund, de holdes uden for valgmuligheder. De betragtes som det sociales ansvar. Jo, de lærer at se sig selv som magtesløs og mindreværdig. Det er en stor barriere. Der bruges store ord: Et samfund for alle, rummelighed, differentiering, hensyn, se på potentiale i stedet for hindring osv. Men man kan ikke påstå, at det er blevet en realitet for udviklingshæmmede borgere. Ordene alene ændrer ikke virkeligheden. Vi oplever, at udviklingshæmmede ikke får den nødvendige støtte, vejledning og mulighed for at tilegne sig viden om jobbet. Virksomhederne oplever det som et irritationsmoment at få ansatte ind, der ikke kan indfri forventningerne. Vi oplever også, at man ikke er villig til at afsætte den fornødne tid til oplæring af praktikanten. Man kender ikke nok til deres forudsætninger – man tager oftest udgangspunkt i det der forventes af andre medarbejder. Hvorfor har man ikke politisk erkendt, at der er særlige behov, der skal imødekommes? Kan det tænkes, at det skyldes mangelfuld viden og fordomme indenfor det politiske og offentlige. Vi oplever at "aben flytter fra den ene skulder til den anden, med det resultat, at de enkelte instanser frakaster sig sit ansvar. Taberne er enkelt de udviklingshæmmede. Man vil stille krav til dem, men ikke give dem mulighed for at lære. Regeringen vil gerne støtte, at udviklingshæmmede kan tilegne sig kompetencer. For det er vigtigt, at alle personer, der kan og har lysten til at arbejde, også har mulighed for at gøre det. Hvorfor gør man så ikke noget? Vi spørger! Følger man lovgivningen, eller laver man selv fortolkninger af loven?