Udland

Gjerskov i natlig fiskekrig i Bruxelles

EU's største fiskerinationer er uenige om, hvor skrapt de skal gribe ind over for madspild.

Gjerskov i natlig fiskekrig i Bruxelles

Otte måneder efter at fødevareminister Mette Gjerskov (S) som EU-formand høstede ros fra EU's fiskerikommissær og jublede over udsigten til at stoppe fiskernes praksis med at smide uønskede fisk tilbage i havet, er der lagt op til en udvanding af det klare forbud.

EU-landenes fiskeriministre er tirsdag samlet i Bruxelles for at prøve at enes om de konkrete rammer for et forbud mod det såkaldte udsmid.

Og selv om alle lande ifølge kilder tæt på forhandlingerne står ved, at de i juni sidste år enedes om at arbejde mod et generelt forbud mod det såkaldte udsmid, så presser især Frankrig og Spanien på for både forsinkelser og undtagelser.

Fiskerikommissær Maria Damanaki opfordrer forud for forhandlingerne ministrene til ikke at gå på kompromis.

- Politikerne må lytte til, hvad folket siger. Befolkningen ønsker ikke, at fisk bare bliver smidt ud, siger Damanaki tirsdag til britiske BBC.

Ifølge EU-Kommissionen bliver 23 procent af alle de fisk, der i dag bliver fanget i EU's farvande, smidt tilbage i havet for at dø. Der bliver de nemlig ikke talt med i fiskekvoterne.

Danmark har sammen med Sverige og Norge allerede forbudt udsmid af fisk i Skagerrak fra 2014. Tyskland støtter at udvide forbuddet til hele EU, og blandt andre briterne er også positive.

Men den store omlægning af det europæiske fiskeri volder kvaler andre steder. Blandt andet fordi fiskerne også har brug for nye redskaber, som kun i nogen grad kan sikre, at de kun fanger de fisk, de vil og må.

Under aftenens og nattens forhandlinger foreslår det irske EU-formandskab blandt andet at undtage arterne havgalt og blåhvilling helt fra forbuddet.

Nogle lande vil have flere arter undtaget, ligesom de vil forsinke forbuddet med et år og have lov til fortsat at smide en del af fangsten tilbage i havet.

Målet med tirsdagens og nattens møde er, at medlemslandene skal blive enige om deres holdning, så de efterfølgende kan forhandle den samlede fiskerireform med EU-Parlamentet.

Parlamentet enedes tidligere på måneden om sit forhandlingsudsil, der lægger op til, at det totale forbud mod udsmid indføres gradvist frem mod 2017.

Det irske formandskab sigter mod at have fiskerireformen helt færdig til juni.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst