EMNER

Gjøl-borgere raser over busrute

Det går hårdt ud over borgerne på Gjøl, når teletaxa erstattes med flextur, mener lokal forening

Prisen for at tage med Nordjyllands Trafikselskab fra Gjøl til Aabybro aften og weekend stiger i dag markant. Det sker, fordi den gamle teletaxa-ordning erstattes af de såkaldte flexture. Fremover beregnes priser pr. kørt kilometer, mens det tidligere var buszonerne, der afgjorde taksten. Hidtil har et barn kunnet tage turen fra Gjøl til Aabybro for syv kroner, mens det kostede voksne 14 kroner. Med flextur er prisen for samme tur i stedet 31,5 kroner for et barn og 63 kroner for en voksen, hvis man regler med, at turen er 14 km. Det har fået Gjøl Borger- og Erhvervsforening op ad stolen. De mener, at det strider imod alle kommunens fine ord om at være et attraktivt bosætningsområde, ligesom de mener, at det vil give store problemer for de børn og unge på Gjøl, der går til fritidsaktiviteter i Aabybro. - Det er jo fuldstændigt naivt at tro på, at man vil betale så meget for at komme til Aabybro. Forældre vil i langt højere grad køre deres børn. Det giver en masse privatbilisme. Så kan det godt være, at kommunen sparer en masse penge, men miljøet taber, mener næstformand i Gjøl Borger- og Erhvervsforening, Keld Schumann. Den nye flexturordning træder i kraft i dag. Den skal sikre transport uden for de tidspunkter, hvor de almindelige busser kører og skal være en mulighed for at blive hentet lige ved døren. Turene skal bestilles senest to timer, inden man skal hentes, og fungerer fra kl. 6 til kl. 23. Systemet eksisterer i hele Nordjylland, men Jammerbugt Kommune har lavet aftale om særlige priser inden for kommunegrænsen. For voksne er taksten 4,5 kroner pr. kilometer, mens den er 2,25 kroner for børn og medrejsende. Mindsteprisen er henholdsvis 30 og 15 kroner. Uden for kommunen koster det ni kroner pr. kilometer for både børn og voksne, hvis de kører alene og 2,25 for medrejsende.