Gjøl på vinderkurs

GJØL:Gjøl GB's serie 5 fodboldhold vandt den første kredskamp om det Jyske Mesterskab med en sejr på 3-0 over Vrå/Børglum. Der var klasseforskel på de to hold, og Gjøls sejr kunne være blevet større. Gjøl kom foran 1-0 efter 25 minutter, da en lang bold blev spillet frem til Kenneth Svendsen, der scorede. Ti minutter før pausen brændte Gjøl GB's veteran Peter Hansen et straffespark, men midt i anden halvleg blev det 2-0, da Morten Klyver helflugtede bolden i nettet. I kampens sidste minut kunne Rene D. Pedersen slå en flot Gjøl-indsats fast til sejren 3-0. I anden runde om JM skal Gjøl GB spille kredskamp søndag ude mod FC Stjernen fra Aalborg.