Gjort op i penge?

HELLIGDAGE:Nogle mener, at store bededag skal afskaffes. For at akkumulere penge. Beregninger viser, at hvis man inddrager store bededag til en arbejdsdag, kan staten tjene 2,5 milliarder kroner. Nu er jeg teolog. Ikke nationaløkonom. Alligevel tænker jeg: hvem skal betale disse milliarder? Staten? Private arbejdsgivere? Eksporten? Jeg ved det ikke. Hvad er højest: Rundetårn eller et tordenskrald? Det kan ingen svare på. Ingen kan svare på et god-dag-mand-økseskaft spørgsmål. Sådan oplever jeg debatten om afskaffelse af store bededag: hvad er vigtigst, 2,5 milliarder eller en dag til bøn og eftertanke og samvær? Spørgsmålet om det betimelige i at afskaffe en helligdag for at tjene penge er forkert stillet. Det er et falsum. Hvordan skal man gøre en helligdag op i penge? Det kan man ikke! Store bededag er en del af vores historie. Det danske folks historie. Kirkens historie. Særlige dage til faste og bod kendes allerede i oldkirken. Før var der mange bods- og bededage, men i Danmark blev der i 1686 én bestemt faste-, bod- og bededag som blev kaldt Store Bededag. Den dag falder på fjerde fredag efter påske. Hvis man alene anlægger en økonomisk betragtning, kunne man gå et skridt videre og sige, at vi fremover inddrager den første søndag i hver måned til en arbejdsdag. Det vil betyde, at staten får sådan cirka 50 dage til en værdi á 2,5 milliarder. Rundt regnet 125 milliarder kroner til en slunken statskasse. Igen: Jeg er teolog og ikke økonom og ved ikke om det er realistisk at en fridag inddraget til arbejde giver det beløb der nævnes. Men som teolog og præst ved jeg, at vi aldrig kan eller må gøre vores liv op i penge. Vi har alle brug for stilhed og eftertanke, bøn og fred. Fred med Gud. Fred med og selv. Det er der nogle af os, der har brug for alle dage. Store bededag er derfor et godt signal til os alle om, at livet er andet og mere end det vi kan gøre op i penge. Livet er også, og især, et spørgsmål om at have sig selv med i det vi foretager os. Livet er i en sum at være sig selv med Gud og næsten med alt hvad det indebærer af både krop og ånd. Nu tror jeg ikke, at politikerne inddrager 50 søndage om året til arbejdsdage. Naturligvis ikke. Men alene det at tanken er født om, at vi med en pennestrøg kan afskaffe store bededag er et signal. Det er et signal om, at vores historie, også om at vores historie som kristent folk, kan man skalte og valte med efter for godt befindende. I den offentlige debat hører vi ofte sætningen: det er en historisk beslutning. Et mantra om, at vi har gjort noget der ikke er set eller sket før. En afskaffelse af store bededag vil være en historisk beslutning af dimensioner. Det vil være at kaste vrag på den historie, det er at være et kristent folk. Det vil være at slette en del af den historie, der har gjort os til det, vi er. Det gør man ikke omkostningsfrit. Det har konsekvenser. For hvad er et folk, der ikke vil sin historie? Det er et fattigt folk. Og for mig at se et folk uden fremtid. Det er som Johs. V. Jensen skriver i sangen, "Hvor smiler fager den danske kyst", hvor det i strofe fem lyder: Henfarne slægter i landets marv sig ej fornægter. Bevar din arv. En del af vores kristne arv er de helligdage, der knytter sig til årets dage. De kan afskaffes. Ja. Men med afskaffelsen mister vi noget af vores identitet. Noget af vores egenart. Noget af os selv. Måske er det også det, der ligger bag forslaget om at afskaffe store bededag. Jeg håber det ikke. Jeg kan frygte det. Henning Toft Bro er biskop over Aalborg Stift. Tidligere sognepræst i Nykøbing Mors og provst i Morsø. Cand. theol. fra Aarhus Universitet i 1985.

Breaking
Politi undersøger mistænkeligt dødsfald - en anholdt
Luk