Glad Kusk: Fortjent point
Stor ros fra Hjørring-træneren til to debutanter

Tre af FC Hjørrings dominerende skikkelser i aktion - fra venstre Mathias Schlie (6), en springende Maxime Annys og Babajide Ogunbiyi. Foto: Hans Ravn
VIBORG:FC Hjørring fik succes med en ny forsvarskonstellation, da holdet overraskende klarede 0-0 i Viborg i forårspremieren i 1. division.
Med tre stærke midterforsvarere til rådighed valgte cheftræner Søren Kusk at udvide den normale stopperduo til en trio, og Mark Westergaard, Babajide Ogunbiyi og Alexander Ludwig formåede sammen med målmand Karim Zaza at tæmme rækkens suverænt målfarligste angreb, anført af den suveræne topscorer Thomas Dalgaard.
- Vi har arbejdet med systemet i et stykke tid, og det fungerede så godt, at vi fortsætter med det, så længe alle tre stoppere er til disposition, lød det fra en tilfreds Søren Kusk.
Mange plusser
Han var fuld af lovord om Babajide Ogunbiyi og roste også holdets anden debutant i startformationen, Maxime Annys, ligesom han fremhævede Mathias Schlie for en stor arbejdsindaats som makker med Annys på den centrale midtbane.
- Men faktisk var der plusser over hele linjen. Ingen faldt igennem, lige bortset fra de første 5-10 minutter, hvor vi ikke var ordentligt organiserede og især havde problemer med Viborgs dybdeløb. Siden var disciplinen og den taktiske indstilling i orden.
Søren Kusk betegnede det ene point som fortjent.
- Viborg pressede ganske vist hårdt til slut og ramte stolpen, men tidligere i anden halvleg havde vi to kæmpechancer.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.