Teater

Glad nordjysk enke

Den jyske Opera og Aalborghallen i samarbejde

Den Jyske Opera optræder i Aalborghallen 19. februar med "Den glade enke", og det er indledningen på et samarbejde mellem operaen og Aalborg Kongres & Kultur Center, og det skal føre til to-tre forestillinger pr. sæson fremover. Det er 20 år siden, at Den Jyske Opera senest opførte "Den Glade Enke", der ofte er kaldt historiens mest elskede operette. "Den Glade Enke" var allerede ved premieren i 1906 en stor succes, og den har siden været spillet mere end 500.000 gange verden over - og ikke uden grund. "Den Glade Enke" er skrevet af Franz Lehár. Som Valencienne optræder Eva Hess Thaysen og som Camille de Rosillon ser vi Jens Krogsgaard. Jesper Brun-Jensen synger Zeta. Den musikalske ledelse er lagt i hænderne på den faste leder af Den Jyske Operas Kor, Mogens Dahl. Instruktionen står Troels Kold for, mens Kristian Vang Rasmussen har lavet scenografi og kostumer, ligesom han gjorde det til Den Jyske Operas opsætning af My Fair Lady. Koreograf er Kristina Mølgaard. Desuden medvirker Den Jyske Operas Kor og Aalborg Symfoniorkester.