Glad og gedigen gadeopera

Ude i den store verdens metropoler kan man af og til rende ind i et musikalsk gadeteater midt i Covent Garden, Central Park eller på en tilfældig plads i Paris om sommeren. Der kan være få eller ingen rekvisitter, men de optrædende ved som regel hvilke virkemidler de skal bruge, for at få forbipasserende til at stoppe op og smide penge i hatten. De spiller som om, de aldrig har gjort andet og som gjaldt det deres liv. Hemmeligheden bag er selvfølgelig ofte, at de optrædende er professionelle, men har brug for en ekstra indtægt. "Blind og blindere" minder på mange måder om et typisk indladende og overdrevent gadeteater, som det har set ud lige så længe som gadeunderholdning har eksisteret. Det er plat og uslebent - til tider så plat, at det ganske enkelt driver ned ad væggene, fordi gadestilen er kommet inden døre. Den platte stil bliver brugt utroligt raffineret og er helt i tråd med, at forestillingen handler om to plattenslagere - to mænd, der tigger og foregiver at være blinde, men som vist egentlig har et udmærket syn. De to operasangere Joachim Knop og Jan Flemming Nielsen spiller skuespil i Chaplin-stil til tonerne af Offenbach fuldstændig gennemført. Et enkelt sted, hvor joken måske ikke virker efter hensigten er, at stykkets to politimænd taler overdrevent jysk. Publikum griner i hvert fald en sjælden gang ikke. Måske er den joke sjovere i København. Den har i hvert fald eksisteret et par år og kommer sig vel af, at rigtig mange jyske politimænd er blevet overført til København. Ud over, at de to herrer spiller godt, så synger de altså også godt. Joachim Knop er uddannet fra operaakademiet i København, mens Jan Flemming Jensen er kendt som den mellemste af de tre tenorbrødre - storebror hedder Gert Henning Jensen og lillebror hedder Bo Kristian Jensen. Musikken bliver lige som skuespillet overdrevet, men noget af tiden er det måske næsten for smukt og kunne godt tåle at blive overdrevet endnu mere, sådan at det blev rigtig karikeret og opera-agtigt. Men det er et par dejlige stemmer at lytte til. Det er fjerde år i træk, at Novi opfører en kantineopera i anledning af operafestivalen. Rammerne er måske også med til at gøre forestillingen vellykket, fordi bevægelsen i rummet netop får kantinen til at virke som en åben plads ude i det fri. "Blind og blindere" er alt i en meget helstøbt og fin forestilling, der er velsunget og velspillet. Den er helt sikkert seværdig. Sophie Preisler Nørgaard Sophie.Preisler.Norgaard @nordjyske.dk "Blind og blindere" Kantinen på Novi, fredag 40 minutter Musikteatret Undergrunden: Joachim Knop, bas, og Jan Flemming Jensen, tenor. Manus og instruktion: Niels Pihl Musik: Jacques Offenbach Søndag spiller forestillingen også på Huset i Hasserisgade.