Glad skolestart i Aarestrup

Ingen sure muler før næste års skolelukning

AARESTRUP:”Vi vil søge at lave det bedste skoleår i hele skolens historie”. Den besked fik elever og forældre da skoleåret for alvor gik i gang på Aarestrup Skole. Noget af en besked at få på en institution, hvis historie rækker 356 år tilbage, og som i foråret blev dømt til lukning af byrådet. Men på den gamle skole har man besluttet, at børnene ikke skal lide under de voksnes uenighed om hvor stor en skole bør være. - Alle her er indstillet på , at at skal være et rigtig godt år. Vi har også stadig en engageret forældrekreds, og der er ingen der er løbet skrigende væk fra os op til skolestart, fortæller Jens Nielsen. Han er efter mere end 20 års lærergerning på skolen konstitueret som leder. Ingen børneflugt Efter at byrådet havde besluttet at indstille kommunens mindste - og Danmarks formentlig ældste - folkeskole til lukning, gik rygterne ellers om flugt af både elever og lærere fra den dødsdømte skole. - Men vi har næsten det samme børnetal som sidste år. 37 børn i stedet for 38. Vi ønskede også at holde fast i en stærk lærergruppe, og kun en enkelt lærer har fået job et andet sted, så situationen er normal, fremhæver Jens Nielsen. Ni nye børn startede i øvrigt i skolen i går. Får opbakning Forkæmperne for skabelsen af en friskole i byen er også i godt humør. Man oplever stadig stor opbakning til projektet, der i givet fald vil betyde at der er hejst et skilt med ”Gregers Krabbe Friskole” på stedet om præcis et år. - Vi får megen opbakning og rosende ord, både lokalt og fra folk længere væk. Så vi regner bestemt med at vi kan åbne den 1. august 2005, fortæller Anne Elmgreen. Her er man godt klar over, at byrådet har en teoretisk mulighed for at afblæse lukningen af skolen, når resultatet af en høring gøres op på mødet den 31. august. Men forældrene tror ikke på sådanne mirakler efter at de oplevede politikerne indstille lukningen inden sommerferien med et solidt politisk flertal. Onsdag den 18. august holder man stiftende generalforsamling for friskolen efter at der er holdt fællesspisning, og så skulle oprettelsen gerne gå slag i slag. - Vi har fået sponsorer til fællesspisningen. Det ser vi også som et tegn på, at vi har god lokal opbakning. Blandt andet har vi fået en hel gris af en landmand, mens forsamlingshuset har lovet at tilberede den, fortæller Anne Elmgreen.