Glad tovholder for talenterne

Tidligere landsholdsmanager vil skabe flere flere danske ishockey-profiler

FREDERIKSHAVN:Selv om frederikshavneren Preben Glad inden sidste års A-VM i Finland blev savet af som manager/holdleder for det danske ishockeylandshold efter ti år på posten, har han bestemt ikke mistet glæden ved spillet på isen. - Derfor er jeg også ekstra glad for, at Team Danmark og Danmarks Ishockey Union (DIU) har indset, at den model som jeg sammen med den tidligere landstræner, Jim Brithén, lavede for en del år siden, hvor vi indførte et eliteudviklingslandshold, nu får lov til at blive overført på klubber fem steder i landet, blandt andre i Frederikshavn, siger Preben Glad. Han har som tovholder i processen en stor andel i, at Frederikshavn IK er udvalgt som ét af fem kraftcentre, og hans filosofi med at samle de største talenter er primært at på sigt at lave flere danske profiler på isen. Profiler mangler - Jeg er modstander af alt for mange udlændinge i dansk ishockey. Det betyder nemlig, at danske profiler er en mangelvare, og i Frederikshavn er der således efter min opfattelse kun en enkelt dansker der sælger varen i hver kamp - Mike Grey. - Derfor er det uhyre vigtigt for dansk ishockey, at vi får skabt så mange talenter som muligt, og de fem kraftcentre giver os mulighed for at skabe noget, siger Preben Glad. - I Frederikshavn er vi klar til at starte op efter sommerferien, og i øjeblikket har 12 unge FIK'ere i alderen 15-18 år søgt om optagelse. Desuden håber vi naturligvis, at også spillere udefra vil søge hertil. - Det er klart, at uden økonomisk støtte i større stil af Team Danmark skal der findes penge til at drive centret på anden vis, og forhåbentlig lykkes det at få midler både fra diverse sponsorer og fra Frederikshavn Kommune. - Et budget for en sæson på 11 måneder med en trænerstab, en kraftcenterleder og diverse udstyr vil formentlig være på omkring 400.000 kroner, men på sigt vil de penge helt sikkert også være givet godt ud. - Tænk bare på hvad udenlandske spillere skal have i løn, slutter Preben Glad. jop