Gladbach mister endnu et skridt i tysk topstrid

Leon Andreasen kom ind fem minutter før tid, da Hannover lørdag slog Borussia Mönchengladbach med 3-1.

Borussia Mönchengladbach lå hele efteråret lunt i svinget i forhold til at sikre sig en Champions League-udløsende placering i Bundesligaen.

Men den vesttyske traditionsklub er ved at spille sig ud agterud i ligaens topstrid. Lørdag blev det til 1-3-nederlag ude mod Hannover 96, og dermed har Borussia Mönchengladbach blot skrabet to point sammen i de seneste fire kampe.

Kampens første mål blev scoret af lettiske Artjoms Rudnevs, der overtrumfede den tidligere FC København-spiller Oscar Wendt i en hovedstødsduel og stangede bolden i nettet.

Små 10 minutter før slutfløjt fordoblede den tidligere Manchester United-angriber Mame Biram Diouf værternes føring, da han satte pandebrasken på et indlæg.

Få minutter efter bragte gæsternes Peniel Mlapa spænding tilbage i opgøret, da han - ligeledes på et hovedstød - dirigerede bolden i nettet.

Hannover sendte kort efter danske Leon Andreasen på banen for at tætne den defensive midtbane.

I det 89. minut slukkede Mame Biram Diouf gæsternes pointhåb, da han fladt sparkede kuglen i mål til kampens slutresultat, 3-1.

Med nederlaget glider Borussia Mönchengladbach ned på Bundesligaens femteplads, da konkurrenterne i topstriden - Dortmund, Leverkusen og Schalke 04 - alle vandt deres weekendkampe.

Hannover 96 rykker op som nummer 10.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst