Glade genbrugstider

Hobros nye store genbrugsplads med butikken Resursen indviet

Jesper Poulsen
Byrådsmedlem Niels Peter Christoffersen (S), Hobro, fik hjælp af sit unge bysbarn, Philip Elkjær Lemtoft, til at klippe den røde snor, da Hobros nye genbrugsplads på Humlemarken blev indviet. Foto: Michael Bygballe
Hobro 30. september 2016 15:27

HOBRO: - Kan I huske, da vi bare rullede vinduerne i bilen ned, når vi skulle af med vores ispapir. Eller da vi kørte affaldet ud over en skråning og ned i et stort hul?

- Det kan jeg, bekendte byrådsmedlem Niels Peter Christoffersen (S) - få minutter før, han fredag eftermiddag klippede den røde snor foran publikum.

Thi, anledningen til at mindes en tid, hvor dansken sløsede anderledes ubekymret med skraldet, var selvfølgelig indvielsen af den nyeste og mest moderne af kommunens genbrugspladser på Humlemarken 5.

En betydeligt udvidet og 3,5 hektar stor afløser for pladsen på Hadsundvej

Formedelst en investering på 22 millioner kroner kan borgerne fordele affald på ikke færre end 30 nedsænkede container-øer, der huser lige så mange forskellige typer affald (fraktioner)

Cykler - brædder, lægter - hårde hvidevarer - barnevogne - parasoller - autostole - dåser - plast- elektronik - grønt affald - farligt affald og meget mere.

Men tilbage til Christoffersen, næstformand i udvalget for teknik og miljø:

- I 1995 fik vi en forsøgsordning med IS Fællesforbrænding, som indebar, at borgerne kunne aflevere deres brændbare affald. En bragende succes.

Så blev det i 2000 tid til en rigtig genbrugsplads og - som I husker - hurtigt for lille, erindrede Christoffersen.

Hadsundvej kom til, og tiden vil vise, om man på Humlemarken rammer behovet. Gættet lyder på endnu flere end 100.000 årlige besøg på den gamle plads.

I sit eget hjørne af pladsen lever genbrugsbutikken Resursen. Foreløbig sælger den brugte varer indleveret i containere ved pladserne pladser i Hobro, Arden og fra næste uge også Als, så tingene sælges og kommer i cirkulation i stedet for at gå til spilde.

- Får vi overskud, geninvesterer vi 75 procent i nye arbejdspladser og forbedring af butikken. De sidste 25 procent går til Loppefonden, hvorfra handicappede kan søge tilskud til udflugter og lignende, forklarer driftskoordinator Anita Sieker.

- En arbejdsplads, men meget gerne også et fristed, hvor der skabes mange kontakter, håber Finn Cilleborg (S), formand for arbejdsmarkedsudvalget.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...