Fodbold

Gladiatorenes indtog i Mou

Næsten alle byens unger med i tv-inspireret gladiatorkamp

MOU:TV3 og for den sags skyld det gamle Rom kunne godt pakke sammen og gå lige hjem i går. For da gjaldt det den ægte vare, nemlig den slags underholdning og udfoldelse, som man selv kan lave. Forældre og andre tilskuere kunne knap sparke sig forbi de mange børnecykler, der var parkeret lige uden for indgangen til Mou Hallen allerede fra sidst på eftermiddagen. Da gjaldt det nemlig de første gladiatorkampe mellem byens 6 -10 årige unger. De tog stort set alle imod tilbuddet om at være aktive deltagere i første indslag af de lokale idrætsforeningers årlige "idræt på tværs". - Det er skide skægt, men også lidt svært. Ham den store, han bliver bare stående, men om lidt så prøver jeg altså igen, forsikrede 10-årige Peter Holdensgaard efter en dyst med skumgummiforet gummistok. Normalt spiller Peter fodbold, går til gymnastik og kunne også godt tænke sig at spille badminton, hvis det var tid til det, men gladiatorkampens dyster var altså lige sagen. - Jeg har set det i tv, og jeg ved godt, hvad det går ud på, nåede han lige at få sagt, før det igen var hans tur til at komme i kamp. Han går i 4. klasse sammen med Jonas Flensborg Jensen, og de to følges også til gymnastik i idrætsforeningen. Mens Jonas også må give fortabt, forsøger Tina, der normalt er træner for pige- og damefodbold, at få de ivrige gladiatorkæmpere til at stille pænt op i kø til at få "klø". Egentlig var de antik inspirerede udfoldelser for 8 -10 årige, men det rettede arrangørene hurtigt til 6 -10 årige, for at få flere med. Men de to fem-årige venner Simon og Christoffer bøjede reglerne og stillede op til kamp. En lille instruktion fra fodboldtræneren Tina, og de to kastede sig ud i dysten. - Og det var altså Simon, der tabte, forsikrer Christoffer de andre deltagere efter første runde. Ti minutter i hver disciplin og så videre til den næste med fri brydning under klokken, spidsrod gennem skumgummibjælker eller kurvespil med bold. Jesper Nielsen er håndboldtræner, men var i går bl.a. engageret til at holde styr på disciplinen spidsrod. - Jeg tror faktisk, de er her alle sammen i dag, og det er dejligt at se. Eneste alternativ til idrætten herude er computeren, og det er jo ikke særlig sundt, tilføjer Jesper, mens han lige lurer rundt i hallen efter mulige emner til håndboldklubbens lilleputhold. - Der er kun tre tilmeldt til træning, og det er for lidt. Karin Skovgaard fra Mou IF har koordineret årets "idræt på tværs", og var fra starten vældig tilfreds med opbakningen. - Vi prøver hvert år at lave noget nyt, og som regel giver det også fornyelse i idrætsforeningens aktiviteter. Sidste år havde vi f.eks. yoga med i "idræt på tværs", og det er nu et fast tilbud i foreningen. Tidligere tog vi basket op på samme måde, fortæller hun dog uden at love, at gladiatorkampene bliver en ny, fast disciplin. - Så mange haltimer har vi vist ikke, funderer hun. Det handler om at skabe aktivitet og sætte noget i gang, som især børnene har det godt med, og jo før, jo bedre, tilføjer hun. Karin Skovgaard havde selv sine børn, der i øvrigt også var med i går, med til gymnastik fra tre-års alderen. Senere på aftenen i går var det de ældre børns tur med "Gladiator Extrime" for de 15 -18 årige, og forinden var der en times fælles gymnastik med DGI-instruktørere på. I eftermiddag afvikles anden del af årets "idræt på tværs" i Mou. Gøgleren Abdul Hantout er hyret til at aktivere børnene i de tre forskellige aldersgrupper og sætte en forestilling op som et festligt finale på to aktive dage. Først i aften kl. 22 bliver der slukket og lukket i idrætshallen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst