Glæde blandt hjemløse

Planer om at hjælpe social cafe vækker jubel

Lise Stenbro
Anja Lundtoft Thomsen (tv.) er glad for, at politikerne alligevel vil hjælpe Cafe Hjerterummet.
EMNER 28. februar 2013 13:30

AALBORG: Der bliver garanteret jubel, når den sociale cafe for hjemløse, Hjerterummet, åbner senere på dagen.

Det mener talsmand og næstformand i Foreningen Hjemløse Aalborg Anja Lundtoft Thomsen, som er glad for, at det nu ser ud til at politikerne alligevel vil støtte cafeen med et tilskud til huslejen.

Initiativtagerne havde ellers bebudet en stor demonstration til fordel for Hjerterummet fredag eftermiddag. Og selvom det ser ud til, at der er hjælp på vej fra politisk hold, fastholder de formentlig arrangementet.

- Der er jo tale om et forslag, som ikke er endelig bekræftet endnu. Så vi vil gerne holde politikerne fast på deres løfter, siger Anja Lundtoft.

- Og så synes vi også, at hele processen har været uretfærdig og udemokratisk. Så det er det måske også på sin plads at markere, tilføjer hun.

At det kommunale tilskud betinges af to årlige tilsyn, har Anja Lundtoft til gengæld intet imod. For Hjerterummet har - ifølge hendes opfattelse - intet at skjule. Heller ikke selvom flere naboer har klaget.

Og at driftstilskuddet kun er midlertidigt betyder heller ikke det helt store for initiativtagerne.

- Sådan er det jo ofte når man laver socialt arbejde. Og det vigtigste for os er trods alt sagen - nemlig at de hjemløse har et sted at gå hen - og så kommer det i anden række, om det er vores cafe eller anden der får støtte til at holde åbent, påpeger Anja Lundtoft Thomsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...