Glæde efter smalt nederlag

Ungt FIK-hold bestod prøven og sikrede klubben plads i pokalsemifinalen

Odense IK Frederikshavn IK 2-1 Ishockey, Pokalkvartfinale FIK i semifinalen med samlet 5-3 ODENSE: Unge og meget uprøvede spillere leverede en formidabel indsats for Frederikshavn IK og var stærkt medvirkende til, at et FIK-hold uden otte af holdets profiler alligevel slap igennem til to seværdige pokalsemifinaler mod AaB Ishockey. Opskriften for FIK'erne var en solid defensiv, og sammen med storspil i målet af Johan Westermark lykkedes den taktik til punkt og prikke. Og selv om fynboerne totalt og aldeles sad på spillet, fik frederikshavnerne en stribe muligheder på kontrastød, som ikke blev udnyttet. Således havde unge spillere som Ronni Knudsen, Martin Ravn og Morten Lie alle chancen for helt at gøre Odenses muligheder kolde, men der skulle en koldblodig canadier til, før FIK kom på scoringstavlen. Det skete fem minutter inde i anden periode, da Dan Cemans første skud blev pareret, men hans andet forsøg strøg i kassen til 0-1. Skaderne er som bekendt væltet ind over FIK på det seneste, og i Odense var det rutinerede Anders Thomsens tur til at gå ud i utide. - Han pådrog sig en lyskenskade i anden periode, og inden vi rigtigt havde fået ommøbleret i kæderne, havde Odense bragt sig foran 2-1, fortæller FIK-træner Olaf Eller. - Men i resten af kampen formåede vores unge mandskab at holde stand, ikke mindst takket være storspil i buret af Johan Westermark. Glad kasserer - Med den samlede sejr over Odense IK er vi nu klar til to spændende brag mod AaB Ishockey i semifinalen, og som et ekstra incitament får vinderen i de to opgør fordel af hjemmebane i pokalfinalen - så det går vi selvfølgelig efter, siger en tilfreds Olaf Eller. Mere end tilfreds er også FIK's kasserer, Henrik Andersen, over udsigten til yderligere en kassekamp mod AaB 28. december. - Normalt er pokalkampe knap så tiltrækkende på tilskuerne, men et lokalslag bør have stor interesse under alle omstændigheder. - Et forsigtigt gæt kan være 1500 tilskuere til pokalsemifinalen, da vi som bekendt også møder AaB Ishockey tirsdag 30. december i turneringen. Og en søndagskamp med 1500 tilskuere vil formentlig give klubkassen et ekstra tilskud på 50.000 kroner, siger FIK-kassereren. Kampfakta: Periodecifre: 0-0, 2-1, 0-0 Mål: 25.10, 0-1 Dan Ceman ass. Radim Piroutek, 29.37, 1-1 Tomas Placatka ass. Bent Christensen, 36.25, 2-1 Aleksandr Macijevski ass. Thomas Johnsen Udvisninger: Odense IK 4x2 min, FIK 6x2 min. Tilskuere: 1018 i Odense Skøjtehal