Lokalpolitik

Glæde hos jordemødre

NORDJYLLAND:Region Nordjylland bevarer jordemødrene i landsdelen samlet i en organisation på tværs af sygehusene. Det blev regionsrådets konklusion, da jordemoderområdet i går var på dagsordenen. Omkring 25 jordemødre var mødt op til regionsrådsmødet, og de kunne med tilfredshed efter et kvarters debat forlade Regionshuset, efter at regionspolitikerne havde imødekommet deres ønsker. Spørgsmålet om strukturen har været diskuteret gennem nogen tid. Forvaltningen havde egentlig peget på en organisation, hvor jordemødrene kom til at høre under de forskellige sygehuse. Regionsrådets forretningsudvalg valgte for en uge siden at sige god for en samlet organisation, og det blev i går enstemmigt fulgt af regionsrådet.