Frederikshavn

Glæde i investorgruppen

FREDERIKSHAVN:Det var en glad, men ikke særlig overrasket Karl Erik Slynge, der fredag eftermiddag modtog meddelelsen om, at amtet på et ekstraordinært møde i Teknisk Udvalg har godkendt skicenterplanerne ved Frederikshavn. Karl Erik Slynge er direktør for Trigon og er investorernes talsmand. - Men jeg har forventet det hele tiden, siger han og henviser til de usædvanligt mange positive reaktioner, der er kommet ind under høringsrunden. Ud af 500 henvendelser var kun 30 negative. - Det er meget overvældende, siger Karl Erik Slynge. Han vil ikke tage stilling til, om skicenteret er godt eller skidt for beboerne i området ved Båder Bæk, hvor han iøvrigt selv bor. Men han mener, det er vigtigt at tage større briller på, hvis udviklingen i Frederikshavn skal vendes til det bedre. - Vi mangler succeshistorier, siger han. Dem regner han med kommer i form af masser af turister, masser af omsætning i byens forretninger og en stribe nye jobs. Karl Erik Slynge tør dog ikke sende gravemaskinerne op i bakkerne endnu. - Vi har tid til at vente, til det er ordentligt stemt igennem, siger han og minder om, at der også er en indsigelsesfrist på fire uger på godkendelsen. - Tingene skal være ordentligt på plads. Financieringen er på plads, og Trigon er kommet et langt stykke af vejen med hovedprojektet og vil nu gå i gang med detailprojektering af bygninger og lignende.