Glæde over bredt forsvarsforlig

Mindre værnepligt og farvel til danske ubåde fik smilene frem hos forsvarsordførerne

Igår tog Danmark det sidste skridt væk fra den kolde krig. Med et nyt femårigt forsvarsforlig, som alle partier undtagen SF og Enhedslisten står bag, er der gjort klar til at skabe et dansk forsvar, som kan løse internationale opgaver frem for at stå vagt ved den danske grænse. Det brede forlig kom i hus efter lange forhandlinger mellem parterne, der hver især måtte sige farvel til mærkesager. Socialdemokraterne og de radikale fik deres vilje i forhold til danske ubåde, som i forliget helt skal nedlægges. Det frigøre fire milliarder, som i stedet er blevet brugt på fly, helikoptere og skibe. Til gengæld måtte oppositionen sig ja til en fire måneders værnepligt, som har været den anden store knast. - Vi havde gerne set værnepligten suspenderet, men vi har accepteret denne her ordning, fordi behovet stort set kan fyldes af frivillige, siger Per Kaalund (S). Socialdemokraterne fik skrevet i forliget, at alle unge skal indkaldes til en "forsvarets dag", og både S og R regner med, at det vil give så mange frivillige, at værnepligten reelt er sat ud af kraft. Forsvarsminister Søren Gade erkender, at han nok for hug fra baglandet på grund af den kortere værnepligt, men har er trods alt godt tilfreds. - Hvis folk melder sig frivilligt, så er det fint, men vi bevarer værnepligten, for verden af i morgen ser måske anderledes ud. Samtidig må vi jo gøre noget rigtigt i Danmark, når vi får så meget ros for vores soldater, siger Søren Gade, som understreger, at han ikke vil have soldater, der konstant er ude i verden. Fyringer undgåelig Dansk Folkeparti havde arbejdet for en noget længere værnepligt, men Peter Skaarup kunne godt glæde sig over den ekstra måned. - Værnepligten er bevaret i en bedre model end i regeringens udspil, som han siger. Helge Adam Møller (K) slog også på, at der stadig er værnepligt, men glæder sig især over, at Danmark nu kan stille med 2000 mand i stedet for 1000. - Det er ret imponerende, at vi for de samme penge, får dobbelt så stor kapacitet, siger han. Alle parterne gjorde også et nummer ud af, at et bredt forlig skaber tryghed for de ansatte. Derimod var det svært at få klare svar på, om der er fyringer i vente. I forliget står der, at parterne skønner, at de store omlægninger ikke kan klares ved naturlig afgang, men beskeden fra forsvarsminister er, at han vil strække sig langt for at afbøde virkningerne af de store omrokeringer. - Det er nyt, at de civilt ansatte også bliver ramt. Der kan godt være nogle, som ikke vil flytte, og det forstå jeg godt, men hvis der er en ledig stilling i deres område, så får de fortrinsret til den. Man skal huske, at det her er et slutmål, så folk bliver ikke sparket ud i 2005, siger han. Nu går embedsmændene igang med at regne på forligt og få sat alle de praktiske ting i gang. Det vil gå ud over nogen, men Søren Gade har en klar besked til de militærfolk, som skulle gå med en lyst til at kritisere oplægget i den kommende tid. - Vi har truffet en beslutning, som man kan være enig eller uenig i, men det er os, der bestemmer.