Glæde over Haarders (V) skift

Hjørring Ny 10. håber på ekstra indsats for eleverne

HJØRRING:Undervisningsminister Bertel Haarders (V) opblødning over for landets 10 klasser, får smilene frem på Hjørring Ny 10. i Dronningensgade. Ministeren efterlyser nemlig mere af det, som Hjørring Ny 10. allerede lægger særdeles stor vægt på: at lade eleverne snuse til andre ungdomsuddannelser og erhvervslivet i det 10. skoleår. Viceskoleinspektør Christina Birch Mogensen mener, at Bertel Haarder må have lyttet til kritikken. Bertel Haarder lægger ikke længere op til at landets 10 klasser skal være forbeholdt svage elever. Det havde han ellers meldt ud. Desuden vil ministeren nu kræve mere brobygning til ungdomsuddannelserne, som eksempelvis handelsskole eller teknisk skole. - Vi håber, at den fremtidige lovgivning på området vil gøre det endnu lettere for os at styrke brobygningen. Det har vi ønsket længe, siger Christina Birch Mogensen. Hun peger eksempelvis på, at skolen gerne vil have flere, men kortere brobygningsforløb. I dag kommer Hjørring Ny 10. elever på "besøg" på en ungdomsuddannelse i fire sammenhængende uger før efterårsferien. Brobygningsforløbet skal gøre det muligt for eleverne at finde ud af, om den valgte ungdomsuddannelse er noget for dem. - Det ville være bedre hvis eleven kom ud i kortere tid til flere uddannelser. Fire uger er for meget. De unge behøver ikke mere end et par uger til at finde ud af, om den valgte ungdomsuddannelse er noget for dem. Samtidigt ville det være bedre, hvis vi selv kunne tilrettelægge tidspunktet på året i samarbejde med den enkelte elev, siger Christina Birch Mogensen. - De unges problem i dag er, at de har utroligt mange valgmuligheder. Vores opgave er at give dem så godt et beslutningsgrundlag som muligt. Hjørring Ny 10. håber også i fremtiden at kunne sætte endnu mere fokus på de partnerskabsaftaler som skolen har med det lokale erhvervsliv, så eleverne kan snuse til erhvervslivet.