Glæde ved at male - men svært at udstille

FJERRITSLEV:Søndag var der fernisering på en maleriudstilling hos Hanbo Design, Aalborgvej 245, øst for Fjerritslev. Den kan opleves hele august måned, og bag de i alt 24 malerier står Inge Bryde Andersen, der bor ved Brovst. Hun har malet i flere år og har megen glæde ud af det. Til gengæld er det lidt svært at udstille: - Det er en hurdle at komme over, siger Inge Bryde Andersen med hensyn til, at malerierne er personlige for hende. Udstillingen hos Hanbo Design er blot hendes anden - den første udstilling, hun medvirkede til, var på Klim Friskole i påsken. Da var hun en af flere, der udstillede kunstværker. Inge Bryde Andersen er 51 år og arbejder som sygeplejerske. Fritiden går især med at male med olie og akryl. Også i samme billede, og resultatet af det kan ses på udstillingen. - Det er abstrakte malerier, men jeg arbejder meget med at have personer med i dem. Og så arbejder jeg med forskellige former for rum, forklarer hun. Inspirationen hentes alle vegne, ude som inde, og især i samværet med andre. - Alle menneskelige relationer inspirerer mig meget, fortæller Inge Bryde Andersen. Hanbo Design indehaves af Thomas Bager og hans far Renée Bager og er en forholdsvis ny krukke- og kunsthåndværkforretning. Den ligger ved siden af Statoil i den bygning, der tidligere har huset såvel købmandsforretning, bilforhandler og genbrugsmarked.