Glædelig jul hr. borgmester julemand!

JULEGAVER - I anledning af den tilstundende højtid har vores kære borgmester fundet det rimeligt og retfærdigt, at alle ansatte ved den nye Brønderslev kommune skal have to flasker rødvin som tak for god indsats i året. ALLE kan så glæde sig over, at de der igennem året har gjort en stor indsats for, at vi ALLE skal have det godt i vores ¿lille¿ kommune nu også får en retfærdig påskønnelse, og vi kan i fred og ro gå til julebordet, medens juletræet i al sin glans udstråler hygge og fred og samtidig være tilfredse over vores ¿førstemesters¿ store retfærdighedssans, medens vi kaster et forventningsfuldt blik på gaverne under træet. Men er han nu også så retfærdig, som han umiddelbart vil give udtryk for den gode ¿julemand¿. Hvad mon der er i gaverne under træet. Letter man lidt på papiret til de gaver, der ligger med overnissernes navne på og ryster lidt utålmodigt, fortæller den uartige nisse, at de øverste nisser allerede har fået en meget større gave ¿ de er nemlig blevet tiltænkt med en lønstigning på 16,3 procent fra 2006 til 2007. De har i gennemsnit hver fået ca. 10.000,- kr. mere i lønningsposen om måneden, så de nu i gennemsnit får godt 68.000,- kr. hver i løn - en gennemsnitlig lønstigning til hver på 120.000,- kr. om året, og vores Borgmesterjulemand kan nu glæde sig over, at overnisserne har fået den tredje højeste lønstigning i landet, og at deres gennemsnitsløn også ligger som den tredje højeste i landet over København, Aarhus og Aalborg. Helt det samme er ikke sket for det Social- og sundhedspersonale, som han ellers viste så stor interesse for i foråret. De må nøjes med en stigning på 2,6 procent eller små 600,- kr. mere om måneden, men de laver så til gengæld også alt arbejdet med at passe de ældre. Kigger man lidt mere på gaverne, kan man finde en gave indpakket i fint papir fra den nye Statsforvaltnings Sociale Nævn. Ved nærmere eftersyn vil rygtet vide, at Statsforvaltningen har undersøgt, hvordan Borgmesterjulemanden behandler familier, der har ret til hjælp til børn med handicap og langvarige lidelser. Under indpakningspapiret afsløres det, at det ikke står så godt til, fordi han kun har behandlet én sag rigtigt ud af 12 tilfældigt udvalgte. Overnisserne som har fået den fineste julegave har nemlig f.eks. glemt at fortælle, hvordan man regner rigtigt, når der skal gives hjælp, og det er sågar bestemt, at en moder der fik hjælp til mælkeerstatningspulver selv skulle betale 25 kr. for dåsen selv om det ikke var nødvendigt. Ja ja ¿ Borgmesterjulemanden tugter så sandelig også dem han elsker. Men pensionisterne var nær blevet glemt i al flytterodet og julegavetravlheden, så Borgmesterjulemanden måtte i al hast sætte grønne depotkasser ud til strøsand, så ingen brækker benene på fortovene. Der var bare den hage ved det, at denne gave blev ikke helt færdig i julemandens værksted - rensdyrene skal jo også have mad og hvile - så pensionisterne må nu selv køre ind enten med rollator eller andet køretøj til rensdyrstalden og få sand fyldt på. Det gør jo ikke noget, bare alle selv hjælper til med til at bringe orden i sagerne. Det kan også være, at Borgmesterjulemanden helt har overset pensionisterne, for han har jo helt fjernet den gave, de selv ville betale for til snerydning. Da vi alle skulle indsende gaveønsker og sagde, vi gerne ville nøjes med det, vi var vant til at få, blev Borgmesterjulemanden lidt fjern i blikket og sagde - der er jo mange, der skal have gaver og julen er jo dyr i år, så der er ikke rigtig råd til alt det, vi plejer. Borgmesterjulemanden har nok haft så travlt med at tælle pengene til gaverne til de øverste nisser, at han helt glemte snerydningen selv om det jo ikke kostede noget, når alle selv betaler det, det koster. Under juletræet ved siden af gaven til de øverste nisser ser det ud som om der ligger en meget stor gave med masser af grønt græs, der skal blive til en golfbane, desværre har Borgmesterjulemanden måttet lukke den store plads hvor alle gavemodtagere tidligere har afleveret deres julepapir og andet overskud. Men det gør ikke noget siges der - nu bliver der jo ikke længere råd til så mange gaver, og derfor bliver der heller ikke så meget papir, der skal smides væk, og det sidste overskud kan man så bruge på at købe benzin til at køre lidt længere til den anden plads, for vi skal jo være et grønt sted: Når bare vi tror på det, så betyder det ikke noget, at der samlet bruges omkring 100.000 liter benzin på transport om året til den anden plads. Vi er vel en grøn kommune. Ja snart kan den travle Borgmesterjulemand sætte sig ved det veldækkede julebord og nyde den gode juleand i skøn forvisning om, at det jo egentlig nok var godt nok med den nye kommune for alle fik jo, hvad de bad om - nogle lidt (meget) mere og andre meget mindre, sådan skal det være i en god julehistorie - for det er jo ganske vist.