EMNER

Glædelig jul, skipper

Jørgen Marettis sukkersyge har kostet venstre fod. Men operationen betyder også, at han ikke er alene i julen

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jørgen Maretti nyder det selskab, han har i sin værelseskammerat. De lever i bedste velgående, mener de begge, og nyder at smovse i sygehusmaden. Foto: Michael Koch

BROVST:Jørgen Maretti har været indlagt på Brovst Sygehus siden begyndelsen af december. På grund af sukkersyge har det været nødvendigt at sætte hans højre fod af. Men det tager Jørgen Maretti i stiv arm. - Jeg var forberedt på det og sagde selv, at det skulle være nu. Jeg kunne godt se, hvor det bar hen, siger han og kigger ned mod det sted under det hvide tæppe med sygehusets logo, hvor hans fod ville have været. Fik lov at blive i julen Egentlig er Jørgen Maretti ligesom mange af de andre indlagte på Brovst Sygehus rask nok til at vende hjem juleaften. Men han har fået lov til at blive. - Jeg er alene. Og efter en snak med overlægen, blev vi enige om, at det var lige så godt, hvis jeg blev her julen over, fortæller Jørgen Maretti, der er glad for muligheden. - Det er noget hyggeligere end at sidde derhjemme alene i sofaen og få maden serveret af en sundhedsassistent, konstaterer han tørt. Livet på verdenshavene Samtidig giver indlæggelsen ham også mulighed for at fortælle sin livshistorie til sygeplejersker og værelseskammerater. Og med 73 år på bagen, hvoraf størstedelen er levet på de syv have, så har Jørgen Maretti en masse røverhistorier fra den virkelige verden på verdenshavene. - Jeg har sejlet, siden jeg var knægt, fortæller Jørgen Maretti, der efter sin første store søsætning blev slæbt med til Nyhavn af kollegerne for at få lavet de to eneste tatoveringer, han har i dag. Et skib med blafrende sejl og vejrende vimpler, der ruller over bølgerne på hans venstre underarm og en lille figur lige nedenfor. - Den står for Johnny. Folk havde så svært ved at sige Jørgen, så de kaldte mig Johnny i stedet for. Det holder ved den dag i dag, fortæller Jørgen Maretti med et skævt smil. Vaskeægte sørøvere Fortællingerne om livet ligger lige under overfladen. Jørgen Maretti har oplevet meget på havet. - Ved malaysia er der sørøvere. De har bazookaer i dag, så kaptajnen lader dem som regel komme om bord, fortæller Jørgen Maretti og forklarer, at det ikke kun er skibets pengekasse på cirka en million kroner, der bliver snuppet. - De tager alt. Mad, smykker, maling. Alt muligt. Så hvis man kommer forbi nogle landsbyer i området med blå huse, kan man være sikker på, at de har malet dem med blå maling stjålet fra Maersk-skibe, fortæller Jørgen Maretti med et grin. Kaptajnen, der døde En gang oplevede Jørgen Maretti også at miste sin kaptajn. - Det var mig, der skulle vække ham, så jeg gik ind og sagde ”five o’clock, captain”. Men så opdagede jeg, at han lå med åben mund og øjne, fortæller Jørgen Maretti og forklarer, hvordan han hurtigt fik fat i en overordnet. Sammen gik de ind til kaptajnen igen under eder og forbandelser. - Kaptajnen blev transporteret hjem i en metalkiste samme dag, mens vi fortsatte turen efter få timer. Vi sejlede med olie, og måtte ikke blive forsinket, fortæller Jørgen Maretti. En sømand alene Det er efterhånden ved at være mange år siden, Jørgen Maretti stod mønstret på dæk, men han kan sine skibe på rygraden. - Jeg har hovedsageligt sejlet med Mærsk på containerskibene, fortæller han og erindrer, hvordan han og kollegerne før i tiden måtte lægge kræfterne i for at lodse skibene. - I dag er det maskiner, der gør den slags, siger Jørgen Maretti. Elektronikken betyder også, at tiden i havnen er stærkt reduceret. Det er ikke det samme at være sømand i dag, som det var engang. Der er ikke tid til at have en pige i hver en havn. - Jeg er aldrig blevet gift. Det synes jeg ikke, man kan være bekendt, fortæller Jørgen Maretti. I og med at han ikke har stiftet sin egen familie, har Jørgen Maretti oplevet mange juleaftner alene. Begge hans forældre er døde, og han har ikke kontakt til sin søster, som han kun har set en enkelt gang, siden de blev skilt fra hinanden som børn. Den forsvundne søster - Vi blev skilt meget tidligt, fordi vores forældre blev skilt. Min far kunne ikke tage os begge to, fortæller Jørgen Maretti, der fik lov at blive hos sin far, mens hans søster med farfarens hjælp blev bortadopteret til en velhavende tømrerfamilie. - På et tidspunkt kontaktede hun min far og spurgte, om hun ikke måtte få mit nummer. Og så en aften – jeg husker det lige så tydeligt – ringede telefonen klokken 21. ”Det er Silja”, sagde hun. Jeg kunne ikke sige noget i flere minutter, fortæller Jørgen Maretti. Han og søsteren fandt ud af, at de havde krydset hinandens veje flere gange men aldrig mødtes. - Jeg havde mange gange tænkt på, hvordan det ville være at møde hende igen. Og så skete det. Hun og hendes mand kom og besøgte mig i Göteborg, hvor jeg boede på det tidspunkt. Bagefter udvekslede vi telefonnumre. Vi besluttede os for ikke at se hinanden igen. Der var gået for lang tid, fortæller Jørgen Maretti, der trods deres fælles beslutning smilende husker tilbage på gensynet. Han har stadig sin søsters nummer, men aldrig har brugt det siden den sommer, hun hun boede hos ham i en uge. Glædelig jul På sygehuset dufter der indtrængende af desinficerende midler. Lyden af klaprende træsko og samtaler strømmer ind gennem døren. På gangen nær Jørgen Marettis dør hænger adventskransen med sine fire lys. Det er her, han skal holde jul. Hans værelseskammerat, Poul Leunhardt Jensen, får regelmæssigt besøg af barnebarnet. Han skal hjem i julen. Men der er andre lige som Jørgen Maretti, der får lov at blive. Julen er hjerternes tid, og selvom man er en aldrende besejlet søulk, så bløder hjertet op ved juletid. - Det bliver hyggeligt at være her, og maden er rigtig god, mener Jørgen Maretti og smiler.