Glædelig overraskelse for enlige og lesbiske

Et folketingsflertal stemte mod forventning for forslag om kunstig befrugtning

KØBENHAVN:Et sjældent hørt glædesbrøl gik gennem venstre side af folketingssalen, da lystavlen viste 53 for og 52 imod oppositionens ændringsforslag. Flere oppositionspolitikere betegnede det som en historisk dag, efter et flertal i Folketinget i går stemte for at tillade enlige og lesbiske at blive kunstig befrugtet på det offentliges regning. - Det er skide godt Egon! Det er en fantastisk dag og den største sejr i min tid i Folketinget, sagde en stærkt tilfreds Kamal Qureshi (SF) umiddelbart efter afstemningen. Forud for det overraskende resultat gik en debat, hvor SF’eren sammen med oppositionens øvrige sundhedsordførere anfægtede regeringens og Dansk Folkepartis argumenter om hensynet til barnets tarv, betydningen af at vokse op med en far og forplantningsevnens naturlige begrænsninger. - Hvis vi skulle følge naturens gang, skulle vi jo forhindre enhver form for kunstig befrugtning. Hele lægevidenskaben er jo en trods mod naturen, sagde Kamal Qureshi. - Tror man på, at enlige og lesbiske er lige så gode forældre som alle andre, skal man stemme ja. Ellers er det diskrimination, sagde Charlotte Fischer (R). At der var en overraskelse på vej kunne anes, da Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, gik på talerstolen med støtte til oppositionens forslag. - Vi bliver nødt til at se på realiteterne. Enlige og lesbiske bliver jo gravide alligevel. De må bare tage til udlandet og blive behandlet eller få det gjort hos en kvaksalver herhjemme. Det er ikke forsvarligt. Det er diskriminerende. Derfor er vi en lille gruppe i Venstre, der stemmer ja, sagde han. Den lille gruppe var dog stor nok til, at oppositionens forslag blev vedtaget. - Det er da ærgerligt at vores synspunkt ikke vandt flertalstilslutning, men vi har jo vidst, at det beroede på tilfældigheder i Venstre. De kunne jo ikke blive enige med sig selv, sagde Pia Christmas Møller efter afstemningen. I Foreningen for bøsser og lesbiske bragte afstemningsresultatet stor glæde. - Vi har håbet og håbet i årevis, men jeg turde ikke regne med det her, sagde Anja Bang-Jensen, der er familiepolitisk sekretær i foreningen.