Glædeligt gensyn med barndomsklub
Den professionelle golfspiller Lucas Bjerregaard fortalte om karrieren
FREDERIKSHAVN: Allerede som 12-årig opdagede Lucas Bjerregaard, at hans talent på golfbanen kunne række langt.
- Jeg mødte i min første divisionskamp for Frederikshavn Golf Klub en 45-årig modstander fra Aalborg, og på hul 17 tog jeg ham, til hans store overraskelse, og da jeg som 14-årig fik en tredjeplads ved DM i hulspil, var jeg ikke længere i tvivl - jeg ville leve af at spille golf.
Det fortalte den nu 24-årige professionelle golfspiller til knap 100 tilhørere, da han tirsdag formiddag var hjemme i barndomsklubben i Frederikshavn.
Som 15-årig blev Lucas for første gang udtaget til juniorlandsholdet, og det gav ham ekstra tro på, at en karriere på golfbanen var en mulighed.
Siden har han gjort alt for at forfølge chancen, og siden 2011/12 har han været professionel.
I 2013 spillede han Challenge Tour, og de seneste tre år har Lucas Bjerregaard deltaget blandt verdens bedste golfspillere i Europa Touren.
- Så nu udlever jeg virkelig min drøm, fortalte den lokale golfstjerne, der har imponeret rigtig meget i flere af årets spillede turneringer i Europa Touren.
Hole-in-one
Således lykkedes det for frederikshavneren at lave sin første hole-in-one.
I Open de France slog Lucas til allerede på andet hul af første runde, hvor han sendte bolden i hul til karrierens første etter.
Det var 7-jernet, som kom i brug fra 186 meter.
- Det var et perfekt slag og så hårdt, som jeg overhovedet kunne slå. Først var jeg bange for, at den var røget i bunkeren, men heldigvis var det i stedet min første hole-in-one, sagde Lucas Bjerregaard.
Golfstjernen fra Frederikshavn berettede også om sine rejser og ophold i forbindelse med de mange turneringer i Europa Touren, hvor der i år er 45 turneringer i 26 lande med Made In Denmark i Himmerland den 25.- 28. august som en spændende, lokal del, hvor også rigtig mange frederikshavnere hepper med på Lucas Bjerregaard - ikke mindst ved hul 1, det såkaldte ”frederikshavner-hul”.
En uge på touren
Lucas Bjerregaard kunne til de knap 100 tilhørere i golfklubben også fortælle, at de mange rejser i forbindelse med Europa Touren ikke levner mange timer til at være turist rundt omkring i verden.
- Mandag er ofte rejsedag, og tirsdag træner jeg og spiller gerne ni huller og ser det hele lidt an på stedet. Onsdag spiller jeg 18 hullers prøverunder, og så er der fysisk træning, inden turneringerne spilles torsdag og ugen ud.
Lucas og de andre danskere på touren mødes ofte om aftenen og spiser sammen, og især Søren Kjeldsen, der kommer fra Brønderslev, har han et tæt forhold til.
- Ellers betyder Europa Touren mange flyrejser og hoteller, men jeg elsker mit job og vil ikke bytte, smiler Lucas Bjerregaard, inden han tager tilhørerne med ud på golfbanen for at give lidt gode råd, inden to hold á tre spillere får fornøjelsen af at møde golfstjernen på henholdsvis hul 10+11 og hul 17+18.
Næste opgave er i Tjekkiet 18.- 21. august.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.