Glæden driver Ole

Efter 24 år stopper skoleleder Ole Corneliussen på Karensmindeskolen i Støvring

Jakob Lage og Lars Pauli
Glæden driver den snart forhenværende skoleleder. Ole Corneliussen stopper efter gigten har indhentet ham. Foto: Lars Pauli
Skolevæsen 27. december 2010 08:21

Skoleleder Ole Corneliussen fortsatte gerne, men smerter efter en diskosprolaps og gigt, der har det med at brede sig, får ham til at stoppe allerede som 61-årig efter 24 år som leder af Karensmindeskolen i Støvring. Ole Corneliussen slutter samme dag som han startede i sin tid, nemlig 1. marts. Den gang kom den yngre udgave af Ole Corneliussen fra en skole på Fyn, hvor han nogle år prøvede at slå sine folder, men til sidst måtte indrømme for sig selv, at han aldrig faldt rigtig til i det fynske selv om slægten godt nok stammer fra Davinde på Fyn. Selv er Ole Corneliussen vokset op i Vodskov og gik på Th. Langs seminarium i Silkeborg med linjefag i fysik og kemi samt geografi. Han var først skolebibliotekar og blev konsulent for indskolingen. Det faglige i fysik blev holdt ved lige som lærer i aftenskolen og ungdomsskolen. I dag kan Ole Corneliussen se tilbage på et skoleliv med glæde. Han peger på, at Karensmindeskolen har mange lærere, der har været på skolen i mange år. En enkelt endda helt fra skolens start. Starten var ellers noget skæv. Bilen strejkede nemlig undervejs og Ole måtte udsætte ansættelsessamtalen, men bilen blev lavet og han kørte omkring sin ny skole for lige at se den, inden han som aftalt næste dag skulle til samtale. - Jeg kom til at snakke med pedellen. Det var heldigt, for pedeller véd jo alt om, hvad der foregår. Fravær Han kan konstatere, at Karensmindeskolen i dag har et par hundrede flere elever, end da han begyndte for 24 år siden - og nu med en specialklasserække. For tre år siden stoppede Ole Corneliussen i hovedbestyrelsen for Danmarks Skolelederforening. Kort efter fik gigten tag i fødderne og en diskosprolaps stødte til. Det har givet mange dages fravær fra skolen og det passer dårligt med at arbejde i et lederteam. Lettelse Så på den baggrund er det en lettelse, at beslutningen om at stoppe er taget. - Det værste er bestemte aftaler og skulle af sted, uanset om det gør ondt eller ej, forklarer Ole Corneliussen og lægger Ejerskovs bog Eksil fra sig i stuen på adressen i alle årene i Støvring, Ved Bjerget 20. Og den snart tidligere skoleleder har ikke lagt nogen planer endnu for den tredje alder. Der skal være plads til det ikke ventede eller planlagte.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...