Arden

Glæden ved at gøre noget for andre

Else Andersersen får selv meget ud af, at gøre noget for andre. Derfor bliver hun ved med at komme på Solgårdscentret i Arden

ARDEN:Der går ikke mange minutter imellem hilsner og knus til Else Andersen, når hun viser sig på Solgårdscentret i Arden. Og det gør hun tit. Siden 1959, et år efter centrets opførelse, har hun haft sin næsten daglige færden på gangene. Hun er midt i en samtale med et par af centret brugere. De griner sammen, og Else Andersen skal lige gøre samtalen færdig, inden hun slår sig ned ved et andet bord. - Jeg deltager i omsorgsarbejdet og hjælper til ved bankospil med at stille borde op og servere ind i mellem, fortæller Else Andersen, der med sit altid smilende ansigt og sind gennem tiden har vundet mange hjerter. Da årets pensionistpris skulle uddeles, skrev ikke færre end 108 mennesker under på, at den pris skulle Else Andersen have. - Jeg blev utrolig glad, da jeg fik prisen. Det var overvældende. Det var et skulderklap fra dem alle sammen, og det er jeg meget glad for. Det må jo betyde, at de er tilfredse med mig, siger en beskeden Else Andersen, der stadig er rørt over indstillingen og prisen. Mennesker i centrum - Jeg ville egentlig gerne have været sygeplejerske, fortæller Else Andersen om ungdomsårenes fremtidsdrømme. - Men min mor døde, da jeg var 16 år, og så måtte min søster og jeg på skift blive hjemme hos far og passe huset. Så sygeplejerskedrømmen blev ikke til noget, fortsætter hun, efter at have hilst på endnu en af de mange mennesker, der hele tiden kommer forbi på vej til banko. Alligevel har hun hele sit arbejdsliv haft med mennesker at gøre. Efter nogle år i huset flyttede hun med sin mand til Arden og fik arbejde på centret. - Dengang var der kun uuddannet personale, og jeg fik arbejde som ufaglært sygehjælper. Så har jeg været her lige siden, fortæller 74-årige Else Andersen, der er opvokset i Store Binderup ved Aars. I 1990 gik Else Andersen officielt på pension, men kontakten med andre mennesker er vigtig for hende. Efter sin erhvervsaktive karriere kom Else Andersen med i SIDs efteløns- og pensionistklub, og da den daværende formand døde i 1997, overtog hun formandsposten. Hun bestrider også en post i centerrådet, og gør på den måde endnu et stykke frivilligt arbejde for centret. - Når jeg bliver ved, er det simpelthen fordi, jeg elsker at være sammen med mennesker. Det betyder meget for mig at fastholde kontakten med de ældre, forklarer Else Andersen. - Jeg får stor glæde ud af at komme her op og gøre noget for centret, og for dem der bruger det. Kun mens sønnen Leif var helt lille i begyndelsen af 1960'erne, var Else Andersen væk i en periode. I vinterhalvåret er der flest indendørs aktiviteter, og derfor kommer Else Andersen også flere gange end hun typisk gør om sommeren. Et par gange om ugen bliver det til, og hun har ingen planer om at holde op. - Jeg bliver ved med at komme, ligeså længe helbredet holder til det, og der er brug for mig. Jeg kan lide at være her, og jeg kan lide at være noget for andre mennekser, siger Else Andersen og at dømme efter antallet er mennesker der kommer hen og hilser på, ser det ud til, at hun er velkommen. - Når jeg ikke er på centret, så passer jeg min mand, der desværre er syg. Jeg holder også meget af kryds og tværs og havearbejdet i den lille have, der hører til vores lille andelsbolig, fortæller Else Andersen, der også holder sig orienteret med en TV-avis, hvis hun ikke er begravet i en af ugebladenes menneskehistorier, som hun også sætter stor pris på. - Jeg ønsker mig et godt helbred til den dag, jeg skal herfra. Det er nu ikke en dag, jeg spekulerer på, for så ville livet blive lidt træls, tror jeg. Og man skal ikke tage sorgerne på forskud, siger Else Andersen, inden hun rejser sig og går ind i cafeteriet, hvor en halv snes mennesker er ved at gøre klar til eftermiddagens banko.