Glæden ved at læse

Da jeg for forfærdelig mange år siden i en alder af 16 år, sagde min mor og far farvel og rejste til København, synes jeg, at jeg var meget voksen.

Jeg ville være student og læse jura. Det vidste jeg. Men hvordan det skulle lykkes for mig, der boede langt ude på landet i det nordligste Vendsyssel, det vidste jeg ikke. Derfor investerede jeg for første og eneste gang i københavneravisen "Berlingske Tidende". Her var en annonce, hvor et ægtepar i Hellerup nord for København søgte "en pige i huset". Jeg søgte jobbet, og fik det. Det var i en tid før fjernsynet var allemandseje, og mine arbejdsgivere var belæste mennesker med interesse for kunst og kultur. Og de læste rigtig mange bøger. I den store Hellerup-villa var der et herreværelse eller bibliotek, hvor væggene var dækket med bøger fra gulv til loft. Jeg følte en andægtighed overfor al den visdom der var samlet her, når jeg gjorde rent derinde og fortvivlet forsøgte at rense vinduerne for den gule hinde som hans cigarer havde afsat overalt. Hver mandag aften på klokkeslæt gik parret med hinanden under armen ned til Hellerup bibliotek for at aflevere læste bøger og låne nye. Og hver aften sad de og læste i deres stue, mens de drak te af store lyserøde tekopper. Deres liv var meget forskelligt fra, hvordan vi levede livet i min familie derhjemme. Bare det at de drak te. Hjemme hos os drak vi te søndag aften til aftensmaden. Og hvis man var syg. Jeg passede mit job som "ung pige i huset", mens jeg gik på studenterkursus og fik min studentereksamen. Jeg blev aldrig jurist, men blev så meget andet. En overmåde engageret lærer i litteratur på studenterkurset suppleret med alle bøgerne og belæstheden hos mine "arbejdsgivere" gjorde, at jeg i den periode i mit liv fik - og senere bevarede - en aldrig svigtende lidenskab for at læse. Som ganske ung læste jeg for eksempel Henrik Ibsens samlede værker. Hvor stort mit udbytte her var, er jeg usikker på i dag. På den anden side er det jo sådan med bøger, at de sætter sig forskellige spor hos os, alt efter hvor vi selv er i vore liv, når vi læser dem. Biblioteker og boghandlere - hvilke guldgruber af ny viden og oplevelser. Når jeg tænker på, hvor lidt jeg ved, så ligger der her så megen ny udvikling og så mange muligheder, at man kan blive helt svedt ved tanken. At sætte sig ned med en bog og blive ført ind i nye skæbner, introduceret til nye steder, nye tankegange, blive en lille smule klogere og få en ny og anden indsigt, er en stor oplevelse. At sige farvel til en god bog når sidste side er læst, kan føles så tomt. Man bliver lidt alene igen I løbet af det sidste år har jeg læst flere bøger. To af dem fylder mere i mit sind end de andre. Den ene er Dostojevskijs roman "Forbrydelse og straf", som første gang udkom i 1866. Jeg læste den for mange år siden i Ejnar Thomassens oversættelse. I 2003 er den udgivet i en ny oversættelse af Jan Hansen i et moderne og let læst dansk. Og hvilken oplevelse at genlæse dette mesterværk af en bog skrevet i en anden tid, og på et andet sted, nemlig Sct. Petersborg i det gamle Rusland. Vi følger hovedpersonen, den unge student, som begår en af de frygteligste forbrydelser, man kan forestille sig, nemlig et dobbeltmord. Som læser oplever jeg, hvordan jeg ikke tager afstand fra ham, skræmmes eller væmmes, men følger ham på hans ensomme vandreture rundt i Sct. Petersborgs kolde og snedækkede gader, og inderst ind håber at forbrydelsen ikke bliver opdaget. Samtidig er jeg mig helt bevidst, at det må være umuligt at leve livet videre med en så forfærdelig hemmelighed. Er der andre muligheder end tilståelse eller at tage sit eget liv? Hvad er det Dostojevskij sætter i gang hos læseren, når jeg i den grad kan slå følgeskab med denne forbryder og forstå alle hans bestræbelser på at slette sine spor? Det er meget tankevækkende- og skræmmende. En helt ny roman også med stor psykologisk indsigt og ligeså skræmmende i sin afdækning af, hvor onde almindelige tilsyneladende velfungerende mennesker kan være mod hinanden. Det drejer sig om Christian Jungersens roman "Undtagelsen", som udkom i 2004. Det er en af de bøger, hvor jeg undervejs glæder mig over, at den er på over 600 sider, fordi jeg ved den vil efterlade et savn, når jeg har læst den færdig. Jeg bliver fortrolig med personerne, føler jeg kender dem. Et centralt tema i denne roman er mobning på en lille arbejdsplads med højtuddannede unge og yngre ansatte. Der tales i dag meget om mobning i skolerne, mindre om hvordan vi voksne behandler hinanden på arbejdspladserne. I denne roman bliver det beskrevet og behandlet, så man græmmes og forstår, hvorfor ganske almindelige mennesker krakelerer, når de udsættes for en sådan systematisk ondskab. Undtagelsen er en psykologisk thriller af format og helt fortjent at forfatteren har fået "De Gyldne Laurbær" For os læseheste er det sådan en glæde, at de store romaner stadig væk skrives overalt på jorden - også i lille Danmark. ] Alice Thaarup er socialrådgiver af uddannelse og har i hele mit faglige liv arbejdet inden for misbrugsområdet. Arbejder som alkohol- og narkotikakonsulent og er leder af Forebyggelsesafdelingen i amtets rusmiddelorganisation.