Kristendom

Glæden ved pligten

Man bør stille store krav til sig selv, mener politikeren Marianne Jelved. For Jesus har kun dine øjne at se med

- Når jeg får øje på noget, som er forkert, kan jeg ikke bare lukke øjnene. Så har jeg en pligt til at gøre noget ved det. Ellers er jeg medansvarlig. Marianne Jelved går lige på. Lige til sagen: Mennesket er til, derfor har vi en pligt til at yde. Men hvem er mennesket Marianne? Hvordan er hun, hende Jelved, som nordjyderne har sendt af sted til Christiansborg gang på gang - nu måske på en færd mod landets øverste embede? Modig er hun i al fald. Nogle kalder det politisk overmod at kandidere til posten som statsminister, selv siger hun, det er ”klogt og trækker opmærksomhed” til hendes politik. Men det er ikke politik, hun skal tale om nu. Det er hende selv. Hun tager imod på kontoret, privaten er privat, men her er lyst og rart med reoler fyldt med minder fra tiden som minister, som blandt betyder, at sommeren helst tilbringes i sommerhuset. Vores indledende småsnak overstås hurtigt. Vores fælles dagsorden venter. Efter den første konstatering af pligten kommer vi til det barske. Følelserne. Smerten over verdens og hendes mangel på fuldkommenhed. - Nogle gange er det egentlig temmelig belastende. Nogle gange undgår jeg f.eks. at læse en artikel, fordi jeg ud fra overskriften kan læse, at jeg ikke kan holde det ud... Jeg ved godt, jeg ikke kan gøre noget ved alt det, der sker i Irak og Malawi. Og så alligevel- ved at være politiker og snakke om det, kan jeg påvirke. Derfor kan jeg aldrig sige mig fri for at have ansvaret for at gøre noget. Ansvar tog hun på sig allerede som barn. Hun var storesøsteren, der tog vare på de to små, Niels og Margaret. Den pligt valgte hun ikke selv, men hun valgte selv at dreje pligten fra at være en sur en af slagsen til at blive meningen med livet. Teenager med tro Som 13-årig sneg hun sig over i kirken søndag efter søndag, mens resten af familien sov. - Jeg husker, at jeg helt bevidst gik derhen for at høre på den voksne. Det kunne være, han sagde noget, jeg kunne bruge? Og det gjorde han, præsten. Han satte hendes tanker og handlinger ind i den kristne ramme, de stadig lever i. - Jeg så og ser en fortælling, der kan give mig en sammenhæng. Jeg kunne forstå, nej, fornemme Guds betingelsesløse kærlighed til mennesket, og at den gør, at hvert menneske et ukrænkeligt væsen. Sammenhæng har hun mærket i mange år, men hun er stadig glad for den. Hviler i den, som giver det hende en stor tryghed at overlade den helt grundlæggende ramme for vores eksistens til Gud. - Det er ikke mig, der er i stand til at vurdere, om et menneske er mere værd end et andet. Det tilkommer ikke os som mennesker. Det tilkommer Gud. At blive tidligt troende kan være en byrde, men det giver hende også en sikkerhed for, at hun har en plads på jorden. Som teenager hører hun sætningen “Jesus har kun dine øjne at se med”. Den brænder sig fast og er for hende forklaringen på, at hun har såvel pligt som ret som magt til at yde noget for andre. - Jeg kunne tidligt se meningen med mit liv - og se, at hvert eneste menneske kan gøre en forskel. Bare den måde, man går på gaden på. Om man smiler. Man skal vide, at ligegyldigt, hvor man er henne, er man én, andre kan støde ind i. Man påvirker andre. Det givet et ansvar og en magt. Tårer og lukkede øjne Den stille teenagepige med de gode karakterer, de gode veninder, det gode hjem er ikke kun en tænker. Eller rettere - tankerne bliver sat i gang, fordi hendes følelser er for store. Følelserne, når hendes far fortalte om sin opvækst som fattig knægt, der blev sendt væk hjemmefra som 9-årig for at tjene og om natten fik besøg af de ældre karle på gården. De mange bank, han fik. Farmors fortælling om de ni sønner, en invalid mand og hendes egen sygdom - en svulst i baghovedet. Følelserne, når hun så en død fugl. Gråden. - Min indlevelsesevne var næsten for stor, men når man påvirkes følelsesmæssigt meget, skal man finde en måde at forsvare sig på. Jeg funderede og handlede. Hun var et barn, der fik øje på meget og skulle rumme meget. Også hendes fars urimelige opførsel. - Jeg kan og kunne godt forstå, at min far blev, som han blev. Og jo, det er meget at rumme. Men det er mange børn, der skal rumme meget. Det er der flere voksne, der skulle tænke over. Voksne, som lukker øjnene, er det værste, Jelved ved. - Hvorfor fungerer integrationen ikke? Hvorfor går børn ud af skolen uden at kunne læse? Hvordan kan Tøndersagen overhovedet finde sted? Fordi voksne lukker øjnene. Vi bilder os ind, at vi godt må lukke dem, fordi vi alligevel ikke kan overkomme det hele. Nej, det kan vi ikke, men vi kan alle gøre noget. Også i det små. Den pligtfølelse, du har, har alle vel ikke i samme grad? - Jo, det tror jeg. Jeg tror dybt og inderligt ikke, at der er noget specielt ved mig. Du kan se det. Masser af mennesker erkender, at den der overfladiskhed, hvor det føles lettere bare at gå fra noget, bare at vende ryggen til, at den ikke giver dig et bedre liv, fastslår hun og ved godt, det lyder meget optimistisk, når hun forklarer, at den individualistiske tid er ved at være forbi. - Det er ved at vende. Det har jeg nu troet altid... Et samfund kan ikke hænge sammen, hvis alle bare tænker på sig selv. Politikeren Marianne Jelved tager over og taler om sin gamle arbejdsplads, folkeskolen, som det sted børnene skal lære at tænke på andre - også dem, de ikke bryder sig om. Hvis jeg havde en mor som dig, ville jeg føle, jeg havde meget at leve op til? - Jeg stiller store krav til mig selv, fordi jeg er i stand til at honorere dem. Andre har måske ikke det samme overskud og robusthed som mig, og så må man, jeg, afstemme kravene. Det har jeg lært med tiden... Men jeg skal passe meget på ikke at lamme mennesker tæt på mig. Om det lykkes, ved jeg i virkeligheden ikke. Jeg snakker heller ikke så meget hjemme om, hvad jeg går og laver. Konflikterne skal de slet ikke have. Dem lagrer jeg i baghovedet og tager frem, når jeg har tid. Hvordan kan du gøre det uden at stresse dig selv i stykker? - Det ved jeg heller ikke om jeg kan, erkender hun og udbryder: “Så er det nu”, rejser sig og sammen går vi ud i en taxi. Vi skal til Nordjylland. På vej nordover snakker vi videre. Om de tre- fire bøger, hun altid har i gang. Lige nu er det Lars Kolind, Peter Kemp og Amos Oz, men også gerne Jan Guillou og Kerstin Ekman. Om de gode restauranter, hun og ægtefællen Jan frekventerer, om stavgang, om taskens indhold, om sommeren. Og så dukker børnebørnene op og lysene tændes og hjertet gløder og det er ikke en tidligere minister, jeg har på min venstre hånd, men en nuværende bedstemor til ni. - At sidde på østterrassen imellem sommerhuset og annekset en tidlig sommermorgen... Græsset er vådt. Og så hører jeg lyden af døren, der åbner ovre i annekset, hvor børnene og børnebørnene altid bor. Lige så stille kigger et lille barn frem bag døren, hanker op i bleen, smutter ud i det våde græs og sætter spor og løber hen til bedstemor... Og jo, hun kan godt savne det andet liv. Det andet liv med masser af tid til at være bedstemor. - Men sådan kommer jeg aldrig til at blive, og det har jeg og min familie vidst altid. Selv når jeg en dag holder op i politik, holder jeg ikke op. Så bliver det foredrag og bøger. Omvendt har det aldrig været et mål ikke at være familiemor. Ej heller et mål at komme i Folketinget. - Det bød sig. Det blev muligt. Og når det er muligt at få større indflydelse, tager jeg den mulighed. Marianne bliver lynsnart politikeren igen. Der er så kort afstand eller så stort et sammenfald mellem den private og politiske person, at springet egentlig ikke er så stort for hende, som det virker på den, der lytter. Så da jeg spørger, om hun aldrig føler sig hjælpeløs, svarer hun: - Sjældent, og jeg bryder mig ikke om det, men når jeg f.eks. får et brev eller en mail fra en familie, der er flygtet hertil og nu skal sendes retur, så føler jeg mig hjælpeløs. Med den lovgivning, der er, kan vi, kan jeg, ikke gøre nok for dem. Nogle gange kan jeg ikke engang læse brevene. Det gør for ondt. Alderens erfaring Lige inden, vi lander i Aalborg, går snakken på Nordjylland. På himlen og hyggen i at overnatte hos kredsformændene i Hjørring, først i kælderen hos Esther Hjørne på Dalvej, nu hos Jonna Petersen. I bilen tager hun det sidste ord. - Med alderen bliver det tydeligere, hvor meget vi selv kommer med indefra, når vi kommer hertil. Jeg har været, som jeg er, også som barn, har besluttet mig som barn og ung og kunnet holde ved. Men - og det er så afgørende - at vi selv kommer med meget, betyder jo ikke, at man bare kan lade andre være, at de skal sejle deres egen sø, fastslår hun og holder den sidste af sine lange pauser for at få ordene lagt helt til rette. - Vi er ikke de samme, men vi har alle sammen pligt til at gøre, hvad vi kan for andre. Det har vi, siger hun, kigger ud over brillerne, hilser farvel, hanker op i taske og rygsæk, træder ud af bilen og går over mod døren til amtsgården. Som en dame, der følges med sig selv. Altid.