EMNER

Glamour til mor

"mom" med tre små, fede bogstaver hedder bladet til mødre, der netop er nedkommet med udgave nummer to. Og det er flot at skue. Væk er det meget tunge layout og de pædagogisk løftede pegefingre, der hørte første generation af familiebladene til. Dengang var det nyt, at kloge folk videregav gode råd til almindelige familier. Nu er det blevet almindeligt. Familierne kan finde viden langt flere steder end før. På tv, i blade og ikke mindst internettet, hvorfra børnefamilier trækker fakta om alt for mellemørebetændelse til køb af den bedste barnevogn. Derfor har bladet ikke nær så meget fokus på viden, som for eksempel bladet "forældre og BØRN" havde det, da undertegnede var med til at introducere det som det første af slagsen dengang i 1990. I stedet er her fokus på måden at bruge sin viden på. Her er heroiseringen af dem, der formår at leve det kloge, skønne, selvstændige liv med unger. Den tidligere supermodel og uddannede psykolog Renée Toft Simonsen er derfor det helt oplagte ikon - ikke bare på septembernummerets forside, men som en af de faste klummeskribenter. Det er muligt, at nutidens nybagte mødre, der jo ikke længere er unge, men omkring de 30, godt kan kapere de smæksmukke billeder, men jeg tvivler. Selv om mine drenge næsten alle er teenagere nu, kan jeg godt erindre karkludsfølelsen, som følger med at være mor til små. Og mødrene selv synes i følge en undersøgelse, bladet har fået foretaget, at livet med børn er mere stressende end livet uden. Men drømmene giver mange åbenbart stadig gerne penge for. I følge forlaget Benjamin udkommer "mom" i 45.000 eksemplarer, der hver koster 35 kr. i introduktionspris. -rørth