EMNER

Glansbilledet med den fedtede bagside

Mange ser halvtredserne som en slags paradisets have, men med til virkeligheden hører dårlig uddannelse, nedslidende arbejde og lav frihedsgrad

- Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer, skråler en glad Poul Reichhardt, mens solen skinner ned over Bakkegården. På den indre film svæver billedet af "ude på landet" med smilende gårdmandskoner iført tandpastasmil og gårdmandskarle med halmstrå i munden og kasketten kækt på sned. I byerne er der lige så smukt. Mælken bliver bragt til døren af ungersvende i snehvide kitler, mens købmandsbudene på longjohns som en anden Palle fra Krøniken leverer kolonialvarerne i poser lige ind i husmoderens varme arme. Mange danskere får et drømmende, henført smil på, når tanken falder på halvtredserne – "Danmarks lykkeligste årti" – hvor respekten for autoriteterne stadig fandtes, sideskilningerne sad, som de skulle og Mor Danmark vågede ømt over alle. Hvor den hotte jazz lå som baggrundstapet hos de unge og hippe, og dansk korpigesang summede bag det arbejdende og optimistiske danske folk, mens alle boede i skandinavisk velfærdsbyggeri. Problemet er bare, at skønmaleriet kun er en lille del af den periode. Forfatter og journalist Leif Davidsen er født i Bogense 1950, og han mener bestemt ikke, at der er noget at være misundelig over. - Jeg ser halvtredserne som et gråt, fornæret årti, hvor samfundet er gammeldags indrettet og på ingen måde liberalt, men tværtimod statisk og lukket. Det var et underligt mellemårti, hvor der stadigvæk fandtes et forbenet klassesamfund, siger Leif Davidsen. Børnearbejde Og han kan hurtigt remse flere dårlige sider op. - Der var børnearbejde og langt, langt størstedelen af årgangene dengang fik kun lidt eller ingen uddannelse. Det var forbeholdt de velhavende. Samtidig var vi indespærret i den forstand, at det nærmest var umuligt at forlade landet, dels fordi det var svært bare at veksle penge, dels fordi ingen havde råd til at rejse. Det var igen kun velhaverne og nogle få kunstnere, der kunne det, siger Leif Davidsen. Og tallene giver ham ret – et hurtigt sammenlignende kig på statistikken tegner et grimt billede af årtiet. I 1955 gennemførte 697 danskere en universitetsuddannelse – heraf 95 kvinder. I 1999 var tallene 10278 og mere end halvdelen var kvinder. - Hvis man synes, det var morsomt at leve i 50'erne, så skal man bare slå op i beretningerne om, hvordan det var at være enlig mor. Udover at leve i fattigdom skulle man også leve som socialt udstødt, siger Leif Davidsen og nævner de illegale aborter, der gjorde masser af kvinder sterile. Halvtredserne var en tid, hvor et køleskab kostede en mindre formue, hvor polio og tuberkulose tog livet af børn, og hvor børn mange steder i landet kun gik i skole hver anden dag. Og Danmark var bagud sammenlignet med andre lande. - Selv for den tid havde vi en kort skolegang. Vi havde syv års skolepligt, og det var jo på linie med Rumænien og Polen. Kun de fattige diktaturer som Grækenland, Portugal og Spanien lå lavere, siger Leif Davidsen. "De gode tider" Historieprofessor Claus Bryld fra Roskilde Universitetscenter fortæller, at Danmark set i forhold til andre europæiske lande kom sent i gang med "de gode tider". - Danmark hænger efter det internationale opsving, som rammer det meste af Europa i starten af halvtredserne. Landet har ingen dollars, som den internationale handel foregår i, og alle importerede varer skal købes i dollar. Dem får vi kun fat i, når vi eksporterer til England og kan veksle sterling til dollar, siger Claus Bryld, der selv er født i 1940. Det betød, at levestandarden i halvtredsernes Danmark stort set først begyndte at stige i slutningen af årtiet. - Vi var langt ind i halvtredserne stadig et ret stagnerende landbrugs- og handelssamfund mere end et industrisamfund. Levestandarden blev ikke lavere, men den fik slet ikke det opsving, som man så det i for eksempel Sverige, der havde en helt anden sværindustri og producerede eksempelvis stål og biler, fortæller Claus Bryld. Og vi fortsætter opremsningen: I halvtredserne var homoseksualitet strafbart. Det var tilladt at slå børn i skolen. Gennemsnitslevealderen var lavere. Arbejdsugen var på 48 timer. Folk havde to ugers ferie. Det manuelle arbejde var hårdt og nedslidende. Og vi kunne blive ved... Mindre ballade Claus Bryld kan godt forstå de mennesker, der er tilbøjelige til at se halvtredserne i et romantisk skær, selv om fakta understreger, at levevilkårene på næsten alle områder er bedre i dag. - Men i forhold til de to forudgående årtier måtte mange i 1950'erne føle, at der skete store fremskridt. Hvis man spørger arbejderne fra den tid, så vil de fleste sige, at de fik bedre vilkår hen over halvtredserne. Og det kan godt være, at den lille bil, man kunne købe, kostede svimlende summer, men til gengæld gav den en frihedsfølelse, man ikke havde kendt magen til før, siger Claus Bryld. - Der var dengang også en optimisme og en tro på, at det ville komme til at gå Danmark godt i fremtiden. Folk var glade for, at Danmark var kommet godt ud af krigen, og der var trods alle uretfærdighederne og ulighederne også et nationalt sammenhold, siger Claus Bryld. På den måde vinder følelserne over de kolde fakta. - Det handler også om perspektivet. Der findes jo både objektive historiske facts og subjektive erindringer. Og det var et mere overskueligt og ukompliceret samfund dengang. Folk lyttede og troede på politikerne og retsvæsenet, og der stod en helt anden respekt om for eksempel politiet. Og på trods af klasserne og opdelingen mellem mennesker, var der en mere rodfæstet tryghed, end vi ser i dag, mener professoren. Det var måske ikke sådan, men folk husker i dag halvtredserne for, at der var mindre ballade, færre løgnagtige politikere, færre skandaler. - Skandalerne var der sikkert også dengang – man fik bare ikke øje på dem så tit, griner Claus Bryld, men minder også om, at der i halvtredserne eksempelvis ikke fandtes rockere, at der var mindre prostitution og at narkokriminalitet stort set var ukendt. Mindreværd Men Leif Davidsen ser ingen grund til at kigge tilbage med rosenrøde briller. - Folk tror, de drømmer om Grundtvig, men de drømmer om Morten Korch. Og det er især folk omkring Dansk Folkeparti, der drømmer om den tid, hvor hver ting havde sin plads. De kan ikke lide globaliseringen, indvandringen og EU, som de synes giver dem et usikkerhedsmoment, der ender med at fjerne Danmark fra verdenskortet, fordi vi er et så lille et land med et lille sprog, siger Leif Davidsen, der mener, at hangen til det fejlfri billede ligger i et folkeparadoks. - Generelt sagt, så synes jeg, at danskerne på samme tide lider af storhedsvanvid og mindreværdskomplekser. Vi er sikre på, at vi har skabt verdens bedste land og samfund, men så tror vi det alligevel ikke helt på det og længes så tilbage. Og nogle har altså den der angst for, at Danmark er truet, siger forfatteren. - Jeg synes, jo det er noget vrøvl. Tænk på islændingene – de er kun 250.000 mennesker og man hører aldrig om, at de er bange for at forsvinde. Tænk på Norge, hvor der er en helt anden tro på egen styrke. De er færre end os og alligevel har man jo fornemmelsen af, at de tænker: "Jajaja – om få år taler hele verden norsk", siger Leif Davidsen.