Glas over hele garagen

Gitte Sørensens hobby er glas

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gitte Sørensen bruger mange timer i sit værksted.

BRØNDERSLEV:Hobbyrummet i garagen bugner af glas. Fugle, biller, huse, flag, juletræer, fisk, blomster og magneter - alt sammen af glas. Gitte Sørensen bruger mange timer om ugen i sit glasværksted i garagen. - Jeg har altid syntes at glas var spændende, for jeg er vokset op i en glarmesterforretning, som senere blev til en glasfabrik, siger Gitte Sørensen, hvis far stiftede Bo-Glas i Brønderslev. Selv har hun aldrig gået glasvejen, men er i stedet pædagog i Aktivitetshuset i Brønderslev. Men nu fylder glasset en stor del af hendes fritid, og det har det gjort i et lille års tid. - Jeg købte ovnen til at brænde glasset i for længe siden, men det var først i januar, jeg rigtig kom i gang, fortæller Gitte Sørensen. Selvlært i glas Hun har lært sig selv op, og så har hun været på enkelte kurser, men det kom der ikke rigtig noget ud af. - Jeg synes, det er skønnere at gå for mig selv og ¿pulre¿ med det. Gitte Sørensen bruger lang tid i værkstedet. - Jeg er morgenmenneske, så nogle gange står jeg op klokken halv syv lørdag morgen, og så går jeg ud i værkstedet og arbejder med det nogle timer, fortæller hun. Det er lidt tilfældighederne, der bestemmer, når Gitte Sørensen laver glasskulpturer. Glasset er aflagt fra Bo-Glas, og når Gitte Sørensen skal lave nye skulpturer, lægger hun glaspladerne på gulvet og slår dem i stykker med en hammer. - Så tager jeg glasstykkerne og ser, hvad jeg kan få det til at ligne, forklarer Gitte Sørensen, der jævnligt render rundt med plaster på fingrene. Måden, hun arbejder med glas på, kaldes at fuse. Hun lægger glasset ovenpå hinanden, så det for eksempel kommer til at ligne en fugl med glasstykker som næb, vinger og halefjer, og så maler hun det og brænder det i 22 timer i en speciel ovn, hun har købt til formålet. - Det er faktisk, når glasset køler ned, at det får formen, forklarer hun. - Det mest spændende er at åbne ovnen og se, hvordan det ser ud. Og min far er lige så nysgerrig, når jeg åbner ovnen, siger hun. Værtindegaver Gitte Sørensen deler dog ikke glas ud til højre og venstre. Men små glasting er gode at give som værtindegaver. - Det er ikke noget, jeg vil belemre folk med. Der er jo ikke byttemærke på, siger Gitte Sørensen med et smil. Hun er blevet opfordret til at holde kurser i glaskunst, men her træder den nordjyske beskedenhed i karakter. - Det har jeg ikke lyst til, for så god er jeg heller ikke, mener hun. I stedet vil hun hellere sidde og sysle med glasset for sig selv. - Det er hyggeligt, når man har varmen tændt og stearinlys tændt og te på kanden, siger Gitte Sørensen, der får ideer til nye glasting over alt. Det næste, hun vil forsøge sig med, er brocher.