Humaniora

Glem alt om Ali Hamann

Mødet med en lokal hyptonisør.

Ordet hypnotisør giver de fleste danskere en lidt underlig smag i munden, og man kommer umiddelbart til at tænke på underholdning og brølende kronhjorte. Men for Hans Jørgen Svendsen er hypnose en nøgle til at hjælpe andre mennesker.

Ordet hypnotisør giver de fleste danskere en lidt underlig smag i munden, og man kommer umiddelbart til at tænke på underholdning og brølende kronhjorte. Men for Hans Jørgen Svendsen er hypnose en nøgle til at hjælpe andre mennesker.

En ganske almindelig torsdag aften var familien samlet over pizza og sandwich. Stearinlysene blafrede, og jeg benyttede den fede hygge til at fortælle lidt om min dag. Jeg fortalte, at jeg havde interviewet en hypnotisør, og at jeg - for at danne mine egne indtryk - var blevet "lagt" i en slags trance. Min datter, som ikke er mundlam, tyggede færdigt, hvorefter hun med en sarkastisk tone sagde: - Hvilket dyr var du så? Bemærkningen skabte almindelig morskab omkring middagsbordet, og egentlig har branchen gennem årene selv været skyld i, at de fleste danskere forbinder hypnose med stirrende øjne og frivillige tilskuere, der på scenen brøler som en kronhjort. Men for Hans Jørgen Svendsen, der sammen med sin kone bor lidt uden for Østervrå, er hypnose ikke underholdning. Han tilbyder derimod hjælp og terapi til mennesker, der for eksempel gerne vil kvitte smøgerne, spiser for meget, har manglende selvværd eller har en depression. Og behandlingen foregår helt uden hokus-pokus. Ifølge Hans Jørgen Svendsen er hypnose en tilstand af ændret bevidsthed, der kan sammenlignes med den tilstand, der opstår, lige før vi falder i søvn. Eller når vi falder i staver, og tankerne derfor får lov at passere uhindret. Jeg ligger på briksen. Jeg skal kigge på hans hånd (jeg skal derimod ikke kigge ham i øjnene), som han holder 15 centimeter fra mit ansigt. Hånden kommer lidt nærmere, mens stemmen messer monotont, stemmen siger det samme igen og igen, og efter et minut har jeg kun fokus på stemmen. Jeg prøver at vende blikket indad i mig selv, og stemmen siger, at det er helt ok, hvis jeg lukker øjnene, der godt nok er ved at være lidt trætte. Så jeg lukker mine øjne, mens en lille del af min hjerne stadig morer sig over, at manden til højre for mig engang er blevet kureret for at spise for mange hanekamme (forklaring kommer senere). Hans Jørgen Svendsen er oprindelig bager, og senere blev han leder af musikskolen i Frederikshavn, men har nu uddannet sig til hypnotisør samt NLP-psykoterapeut. Teorien bag NLP går i al sin enkelhed ud på, at der bag enhver adfærd - selv når den er uønsket eller skadelig - er mulighed for en positiv fortolkning. Hvis for eksempel en ryger opnår tryghed ved at tænde den ene smøg efter den anden, opfylder cigaretterne et behov. Og det er positivt. Hans Jørgen Svendsens opgave ligger så i at fjerne opmærksomheden og fokus fra den skadelige røg og videre til et eller andet, der kan sættes i stedet - og som giver den samme tryghed til personen. Der arbejdes blandt andet med klientens værdier og erfaringer, og ofte er der tale om almindelig terapi uden hypnose. Men hvis der ligger "noget dybere" bag, har Hans Jørgen Svendsen mulighed for at bruge hypnose, og ved at få personen til at slappe af mentalt, åbnes kælderdøren til det ubevidste, hvor alle oplevelser og erfaringer (også de fortrængte) ligger. Det er dog ikke muligt ved hypnose at ændre konkrete oplevelser eller hændelser. Forandringerne sker i kraft af, at det er muligt at ændre den betydning, vi tillægger bestemte konkrete oplevelser, lyder det fra Hans Jørgen Svendsen. Vi sidder og drikker kaffe oppe på førstesalen, og normalt er der garanteret en god udsigt ud over markerne. Men lige nu er tågen tæt, og jeg tænker på, at der ikke er meget Ali Hamann over 59-årige Hans Jørgen Svendsen, som han sidder dér med gråt skæg, lommeur, sutsko - og humoristisk sans. For snart mange år siden henførte hypnotisør Ali Hamann nærmest en hel nation, mens han med stirrende øjne, sort butterfly og skærebrænderstemme forsøgte - via tv - at få danskerne til at kvitte smøgerne. Siden røg han i spjældet, og på den måde pustede Hamann gevaldigt til branchens blakkede ry og til den formodning, at hypnose ikke er andet end et show og et underlødigt cirkusnummer. Alligevel havde Hans Jørgen Svendsen ingen betænkeligheder ved at kaste sig ud i en uddannelse til hypnotisør, da han for godt syv år siden blev fyret som leder af musikskolen i Frederikshavn. Selv om han med øjeblikkelig virkning fik udbetalt pension, havde han ikke lyst til at træde ud af arbejdsmarkedet, og da Hans Jørgen Svendsen altid har interesseret sig for psykologi og pædagogik, var springet egentlig ikke så stort. Med et smil konstaterer han, at familie og nærmeste omgangskreds står splittet i holdningen til hypnose: Enten skyr man det som pesten, eller også har man en forventning om, at hypnose kan være til stor hjælp og være med til at løse op for konflikter. En hypnose kan kun foregå med klientens accept (ellers virker det ikke), og ifølge Hans Jørgen Svendsen er der aldrig tale om, at kontrollen forsvinder. - Der vil altid være mulighed for at stoppe, og der vil altid være en rød hotline fra det ubevidste til det bevidste. Der kunne for eksempel opstå en episode, som man ikke ønsker at snakke om, og derfor reagerer kroppen med at vågne op af sin trancetilstand, fortæller Hans Jørgen Svendsen, og inviterer på et kig ned i værktøjskassen med arbejdsmetoder. Hvis for eksempel en person har været ude for et voldsomt trafikuheld, og derfor er bange for at køre bil, går Hans Jørgen Svendsen i gang med rekonstruere uheldet. Ja, faktisk er der tale om at lave en indre film med masser af virkelige detaljer. For at personen kan holde ud til at genfortælle det voldsomme uheld, "trækker" Hans Jørgen Svendsen tv-skærmen (med filmen) ud af klientens krop. Nu skal klienten forestille sig, at skærmen er reduceret til ministørrelse og står lige foran ham. På den måde bliver klienten ikke følelsesmæssigt involveret i uheldet, og i særlige vanskelige tilfælde kan hypnotisøren endda "sætte" et fiktivt plexiglas op foran skærmen, så man helt er beskyttet fra de traumatiske oplevelser. Kernen i behandlingen består i, at Hans Jørgen Svendsen til sidst spoler filmen baglæns - tilbage til det tidspunkt, hvor uheldet endnu ikke er sket. Forvirringen er total, men fokus har flyttet sig til et sted i filmen, hvor klienten erkender, at han jo trods alt slap levende fra uheldet. Dermed bliver erfaringen fra den pågældende dag en helt anden, og man kan bedre - ifølge Hans Jørgen Svendsen - håndtere oplevelsen. Journalisten prøver selv et bid af "filmmetoden", da jeg bliver bedt om at fortælle, hvordan min tandbørstning var foregået den pågældende morgen. Jeg fortalte, at min søn havde stået ved siden af mig, jeg fortalte om lyden af det kolde vand fra hanen og om alle farverne i badeværelset. Morgenens tandbørstning havde med andre ord været en skøn oplevelse, som jeg huskede med glæde. Jeg skulle nu forestille mig, at "billedet" af tandbørstningen kun kunne ses på et lille frimærke foran mig, at farverne var forsvundet, og at min søn nærmest var blevet udvisket. Pludselig var fokus flyttet, og jeg havde nu et helt anderledes forhold til tandbørstningen. Jo, der er mange udfordringer inde i stuen på Vangvej, og lad os så lige få lempet en munter fortælling ind i denne artikel. Som tidligere nævnt har Hans Jørgen Svendsen haft en stor kærlighed til kager, især hanekamme. I stedet for et bagerskilt, så Hans Jørgen Svendsen en hanekam, og besættelsen var så stor, at han ikke kunne køre forbi en bager, før han måtte standse bilen. I forbindelse med sin uddannelse til psykoterapeut skulle han prøve en behandlingssituation på egen krop, og Hans Jørgen Svendsen gik ganske enkelt i terapi for sit misbrug af hanekamme. Fokus blev flyttet, de tomme kalorier erstattet med frugt, og faktisk har Hans Jørgen Svendsen ikke rørt en hanekam i tre år. Mine øjne er lukket, og stemmen er der stadig. Stemmen opfordrer mig til at gå et dybere lag ned i mig selv, hvis jeg ellers har lyst, og det har jeg lyst til. Jeg har derimod ikke lyst til at åbne mine øjne og bevæge mine fødder, ligesom jeg vil blæse på den hund, der gør irriterende et eller andet sted i huset. Nu kan jeg ikke mærke briksen, åndedrættet er helt roligt, der er fred, tankerne har taget opstilling og er klar til at marchere. Det er nøjagtig sådan, jeg har det, lige før søvnen melder sig derhjemme i min seng. Men virkeligheden kalder. Stemmen opfordrer mig til at vågne op, og stemmen spørger, om jeg har det godt. Det har jeg. Og et hurtigt kig i spejlet forsikrer mig om, at jeg hverken ligner en høne eller en kronhjort.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst