Glem ikke fællesskab

De er ”tossede” på TV 2. De har i hvert fald fjernet enhver glæde ved at se håndbold fra mig.

Det sker lørdag eftermiddag, når man skulle nyde en kvinde-håndboldkamp i tv. Eller nu under VM i Kroatien. I stedet for at se kampen, følge spillet, mærke dynamikken – så skal udsendelsen plastres til med slowmotion, gentagelser, billeder af udskiftningsbænken og træneren eller af publikum. Gang på gang når produceren ikke at skifte tilbage til kampen, før der på ny er mål. Så får man det nye mål i slowmotion, og sådan kan det blive ved. Fornemmelsen af holdspillet er væk. Dynamikken tages ud af kampen. I stedet sidder man tilbage med en række enkeltoplevelser. Men: Så hold da op. Vis alle de sekvenser bagefter eller i pausen – og lad os andre glæde os over helheden og kampens stemning. Det værste er næsten, at speakerne nyder det. ”Der er 26 kameraer, der følger kampen”, jubler de – samtidig med, at vi igen undgik at se et mål. Men de kan jo sagtens: De sidder jo i hallen og kan følge med – og kan være ligeglade med, at vi andre får ødelagt fornøjelsen. Måske er denne opsplitning i virkeligheden et tegn på ”tidsånden”. Det er det individuelle, det egoistiske, der er det vigtigste. Helheden er ikke populær. Fællesskabet af mindre betydning end det individuelle. Vi vil hellere have en skattelettelse end betale til fællesskabet. Skidt med, om vore ekstra private penge så betyder, at en sindslidende bliver udskrevet til ensomhed og manglende omsorg. Skidt med, at de ældre skal have frostmad i stedet for mad bragt ud af ”levende mennesker”. Skidt med, at operationer bliver aflyst i sidste øjeblik fordi man ikke har intensiv senge nok. Vi ser det i hele vor livsstil: Hellere mase sig frem i yderbanen på motorvejen, selvom man ved, at man skal ind i én bane 300 meter senere, og at det skaber kaos, når alle først fletter ind lige før forhindringen. Hellere mase sig ud med lastbilen op ad bakke på motorvejen med 90 kilometer i timen, fordi jeg som chauffør keder mig eller kan komme først til Padborg i stedet for at give plads for de flere hundrede meter kø af andre biler, der ender bag mig. Hellere lukke hullet i køen end at vinke den ventende bil ud fra siden med et smil, så vi alle kan komme af sted. For ”jeg” er vigtigere end ”alle andre”. Kører man i tog, kan man få oplysninger om sine medrejsendes livsstil, økonomi, arbejde og sexliv. Ja, man kan slet ikke undgå det. For de sidder og plaprer i mobiltelefonen hele tiden, fuldstændig ligeglade med, at netop de oplysninger i virkeligheden ikke kommer os andre ved. Tværtimod! De ødelægger måske netop vor mulighed for at fordybe os i en god bog – eller tale med et andet menneske. Brokker jeg mig? Ja, det gør jeg måske nok. Nogle kan måske endda se ovenstående eksempler som så ligegyldige, at jeg ikke burde besvære læserne med dem. Men tænk nu efter igen! Er de ikke alle et moderne symbol på, at ”jeg” er vigtigere end ”vi”. At det er ”min” dagsorden, verden skal rette sig ind efter. ”Jeg” skal bestemme, ”jeg” skal sætte spillereglerne. Efter krigen skrev den norske forfatter, Sigurd Hoel, om friheden: ”Man kan kun opnå total frihed, hvis man bor på en øde ø. Men da der ikke er øde øer nok til, at vi alle kan få én hver, så må vi lave spilleregler, så jeg kan have så meget frihed som mulig, under ansvar for, at min nabo også kan have så meget frihed som mulig”. Det var kloge ord. Det er de spilleregler, tidsånden sætter ud af kraft i dag. I dag skal spillereglerne sikre, at ”jeg” får så meget ud af det hele, ligegyldigt hvad, det koster andre. Sidste tirsdag fik USA en ny præsident. Forventningerne er store til ham – også for store. Man kan ikke vende Verden hurtigt og let. Men én ting har han allerede gjort: Forsøgt at skabe en anden mentalitet. Når man hører hans valgtale og indsættelsestale er det troen på, at vi kan løse problemerne, der er i fokus. Han advarer mod at gå i sort over for problemer og udfordringer. ”Yes, we can” var hans slagord på valgnatten. Men lige så vigtigt er det, at Præsident Obama gør op med, at vi skal have et samfund, hvor vi hver især meler vor egen kage og blæser på fællesskabet. Det er i fællesskab, vi kan løse problemerne. Alle mennesker er forskellige – vi har forskellig baggrund, historie og erfaring. Sådan skal det også være. Men netop når mange mennesker, med forskellig baggrund går sammen – så får vi fremskridt. Forskellighed er en styrke – hvis vi også forstår at samarbejde. Derfor er hans arbejde for at få forenet USA så vigtigt. Derfor er hans drøm om en samarbejdende verden så vigtig. Det er det, der kan skabe en bedre fremtid for os alle. Det kunne vi måske også lære af i vort land, hvor man ser på forskelligheder med mistro og angst. Et samfund, hvor alle er ens ender svagt. Et samfund, hvor mennesker har lov til at være forskellige, men går sammen for at styrke fællesskabet, bliver stærkt. I vor livsstil og tidsånd dyrker vi det egoistiske uden at tilføje, at vi også har et medansvar for, at vi går op i et højere fællesskab. Det er ikke kun i tv-transmissioner fra håndboldkampe, den enkelte har fjernet fokus fra helheden og holdet. Den proces sker mange steder – og den gør os alle fattigere: Både økonomisk – men mest af alt menneskeligt. Peter Duetoft bor i Sindal. Historiker. Folketingsmedlem (CD) 1988-2001, valgt i Nordjylland. Landsformand CD i 1978-87 og igen fra 2004, nu medlem af Socialdemokraterne. Konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet.