Nordkorea

Glem ikke Nordkorea

Selv i de mørkeste tider er der altid gode nyheder at glæde sig over, og i øjeblikket er der hele to af slagsen: den ene er, at Guantánamo snart vil frigive de internerede, så de kan fortsætte deres krig mod Vesten, og den anden er, at Nordkoreas kære leder, Kim Jong-il, igen er i fuld vigør efter en alvorlig forstoppelse, der på et tidspunkt truede med at sprede sig til hjernen.

Nu har han til alles glæde genvundet sin gode appetit og er igen i stand til at spise mere på én dag end en gennemsnitlig nordkoreansk landsby på et helt år. 85 pct. af Nordkoreas børn er underernærede, og mange er godt på vej til dø af sult. Situationen minder forbavsende meget om George Orwells Animal Farm med Kim Jong Il i rollen som en trind Kammerat Napoleon. I de mange slavelejre (kwan li-so og kyo hwa-so), som landet er spækket med, er brutaliteten næsten ufattelig, med et menu bestående af spark, brændende cigaretter på nøgen hud og brækkede lemmer ad libitum. Denne brutalitet er uforglemmeligt beskrevet af tidligere fange Soon Ok Lee i bogen "Eyes of the tail-less animals". Det er en øjenåbner-bog, der svarer til Viktor Kravtjenkos bog om massemordene i Sovjetunionen i 40"erne, som heller ingen læste eller lyttede til dengang. Adgang til Nordkoreas slavelejre - der får Guantánamo-fængslet til at ligne et hotel - er åben for alle, og der kræves ikke de store meritter for at komme ind. Alle borgere har nemlig pligt til at angive andre borgere for de mindste upatriotiske afvigelser så som manglende lyst til at hylde den den nuværende mini-Kammerat Napoleons far Kim Il Sung, (altså Kammerat Napoleon I). Enhver, der ikke regelmæssigt lægger blomster ved hans statuer, kommer automatisk i søgelyset. Herefter er næste stoppested på livets vej en genopdragelseslejr med endnu mindre madrationer, end folk får resten af det udhungrede land. Arbejdsdagen er på 18 timer, og det er koldt. Meget koldt. Taler en fange med sine medfanger bliver han eller hun låst inde på en betoncelle på 1 x 1,6 meter i otte dage. De fleste dør i løbet af denne periode - ganske ubemærket af Vesten, hvor man er meget mere optaget af Guantánamo, det Guantánamo, som for mange koreanere ville være et paradis på jorden, hvis de var heldige nok til at blive interneret dér. Herhjemme har caffelatte-eliten ringe interesse for mennesker, der anbringes i en nordkoreansk betoncelle på 1 x 1,6 meter, af den enkle grund at de ikke er blevet anbragt der af Israel eller USA. Og derfor har de ingen relevans for dem. Det samme gælder i øvrigt det årlige tal på 10 000 kinesere der henrettes for deres organers skyld. Donorerne er unge mænd i deres bedste alder, hvis hjerter, nyrer, lunger o.s.v. forlængst har været modne til plukning. Og også her er der en parallel til Animal Farm, hvor den gamle udtjente trækhest Boxer sendtes til en limfabrik af de praktiske grise. Men den slags ofre banker caffelattehjerterne ikke for. Henrettelse af 10.000 kinesere har ingen interesse sammenlignet med de få amerikanere, der siger farvel til livet fra den elektriske stol. Og dette er ikke så lidt ironisk, når man tænker på de straffede koreanere i deres lille betoncelle på 1 x 1,6 meter. Mon ikke de fleste af dem ville ønske sig en lige så hurtig afslutning på deres lidelser? Send dem en tanke, kære læser, næste gang du protesterer mod Guantánamo Hotel. Dér er der bevisligt sket forfærdelige ting, (som DR2 bliver ved med at minde os om), og der har været tortur af folk, som mistænktes for at være medlemmer af Al Qaeda. Forhørslederne vil gerne redde deres kammeraters liv på slagmarken, og det skal man huske, når man fra sin magelige lænestol fordømmer amerikanernes færden og samtidig forbigår nordkoreanernes ditto i rungende tavshed.